Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

Monsunernes Oprindelse. 143 saaledes at den smnkke Kyst ved Senegambien skylder de indenfor liggende ørkener sin Frugtbarhed. Den 21de Juni har Solen naaet sin største Afstand fra Wqvator, og det er i Juni Maaned, at Sydvestvinden begynder at blæse imod Afrikas Vestkyst; den bliver staaende i Juli og August Maaned, føles endnu i September og noget af October, men gaaer saa ganske bort. Den blæser ikke, saaledes som Sobrisen, alene om Dagen, men er i Virksomhed baade Nat og Dag, dog stærkest om Dagen, og den kan til sine Tider strække sig meget langt fra Kysten, ja indtil henimod en Afstand af 200 Mile. Tegne vi paa Kaartet en Trekant, hvis Grundlinie strækker sig langs med den afrikanske Kyst fra Senegal til den nedadgaaende Deel as Guineabugten, og hvis Top ligger tæt ved Wqvator midt ude i Atlanterhavet, da have vi et Billed af den Strækning, indenfor hvilken de sydvestige Vinde om Sommeren afløse de nordøstlige. Af saadaune periodiske Vinde, som forefindes paa forskjellige Steder, saasom i den nordlige Deel as den mexikanske Bugt, i det stille Hav ved Kysten af Centralamerika, ere dog Monsunerne (af det indiske Ord Mousin, der ogsaa betyder Aarstid) i det indiske Hav de mærkeligste. Det er anført, at Shdvestmonsunen blæser i den nordlige Deel af det indiske Hav om Sommeren og Nordostmonsunen oni Vinteren. Naar Solen om Foraaret rykker imod Nord, da begynde dens Straaler at opvarme stærkt de Stepper og ørkener, som i Asiens Fastland strække sig til begge Sider- bag ved de mægtige Himalaya Bjerge; Luften over disse Sletter fortyndes, stiger op og giver Plads for den tungere Luft, der trænger sig ind fra Havet. Paa dette Sted, hvor Nordostpassaten ifølge den store Luftstrømning skulde herske, stifter Vinden derved om til en Sydvestmonsun, der bliver staaende, saalænge Solen vedbliver at udøve sin