Luften Og Havet.
En Veiledning til Kjendskab Af Vind og Veirlig.

 5^. Askeling ved Fordampning. der ikke netop nogen Varmekilde — saasom Ilden under Kjedelen e. a. — tilstede, saa uddrages den fornødne Varme fra Omgivelserne, nemlig Vandet selv og Luften, der herved afkøles. Naar Lnften staaer stille, da vil den over en Vcedske hvilende Luft, navnlig dennes nederste Lag, snar^ blive saa dampholdig, at den videre Fordampning hemmes; men, naar Luften er i Bevægelse, ved Blæst eller Træk, da flifter stadig det paa Vcedsken hvilende Luftlag med ny Luft, Dampene fores bort og Fordampningen gaaer meget hur- tigere for sig. Marken, Veien, Gaderne o. s. v. efter en Regnbyge, Tøi, som er ophængt til Tørring, vaade Klæder o. s. v. tørres langt hurtigere i Bl^st end i Stille, og jo mere man udspreder det vaade Tøi, desto større Overstade udsættes for Fordampningen, og desto hurtigere gaaer denne ogsaa for sig. Menneskets Hud er altid fugtig, der trænger Fugtighed ud igjennem Hudens Porer og fordamper i Luf- ten; naar det blæser, gaaer denne Fordampning hurtigere for sig, og den til Fordampningen nødvendige Varme tages fornemmelig fra Legemet, der herved bliver koldere, ofte paa en meget følelig Maade. Dette er Grunden til, at Blæsten forekommer os at være kold, endskjondt den ikke angriber Thermometeret. Heldes en let fordampende Vcedske, saasom ZEther, Lun (tø (lologus o. a., Paa Huden, da foleö øjeblikkelig den Kulde, som er en Følge af, at Vcedsken borttager fra Huden en Deel af den Varme, som den be- høver til Fordampningen. Vand, som staaer i en porøs Leerkrukke, siver ud igjennem dennes Overflade, hvor det fordamper og afkøler Krukken, der igjeil koler Vandet indeni; stilles Krukken i et aabent Vindue, en Dor eller andensteds, hvor der er Trækvind, da gaaer Fordampningen hurtigere for sig, og Vandet bliver saameget koldere.