SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

u ham opmærksom paa, at det, han sørger over, ligesaa vel kunde være en Kilde til Glæde. Den tredie Form er chronisk; den findes oftest hos kraftige Folk, som kan leve længe med den. Den op- træder dels som Hallucinationer af mørk eller lys Charakter; de sidste er de mindst farlige. Som Cur anbefales Laxativer og Vomeren. Dels kan den ytre sig som Forstyrrethed. Paa saadanne Patienter maa der tages haardt; naar de taler eller handler forstyr- ret, maa man sulte, binde eller banke dem; de maa tvinges til at anspænde deres Opmærksomhed, lære noget udenad o. 1., forat Frygten lidt efter lidt kan tvinge dem til at tænke sig om. Pludselig Skræk og overhovedet alle stærke psychiske Paavirkninger har en gavnlig Indflydelse paa dem, især hvis deres For- rykthed viser sig ved umotiveret Lystighed; de depri- merede behandles bedst med hyppige men lempelige Frotteringer, Afvaskning af Hovedet med kolidt Vand og Bade. Om alle sindssyge gælder det, at de maa gjøre Gymnastik, frotteres og afholde sig frai Vin og fedt Kjød og overhovedet fra tung Kost; de maa al- drig være alene eller omgivne af Folk, som de ikke kjender eller ikke bryder sig om; de har godt af at skifte Opholdssted og rejse, naar de er i Bedring. Uagtet Celsus’ Kilde paa enkelte Punkter kritiserer og modificerer Asklepiades, er der dog neppe Tvivl om, at det er dennes Lære, der ligger til Grund. Asklepiades fra Bithynien optraadte i første Halv- del af I. Aarh. f. Chr. som Læge i Rom, hvor han skabte sig en meget stor Praxis. Han kan neppe fri- kjendes for at have ofret til Tidens Krav og Publicums