SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

48 brudt af lyse Øjeblikke. Under Anfaldene bliver Øj- nene blodsprængte og Blikket stivt; der indtræder vedvarende Søvnløshed, Spænding i Aarerne, Ansigtet bliver rødt, Legemet haardt; det kan vise en usæd-, vanlig Haardførhed. Symptomerne viser, at der er en Stramning tilstede i Legemet, og at Hovedet er Lidelsens Sæde. Det er en Fejltagelse, naar nogle tror, at den psychiske Lidelse er det primaire; Syg- domsaarsagen er legemlig; man har jo heller aldrig hørt en Philosoph give Regler for Behandlingen af Sindssyge. For Therapien gives der meget udførlige Forskrifter; de tager mer end dobbelt saamegen Plads som Be- skrivelsen af Sygdommen. Patienten skal ligge i et jævnt lyst og varmt Værelse, hvorhen ingen Støj kan naa; der maa ikke være Malerier paa Væggene, og Vinduerne maa ikke sidde lavt; Værelset maa helst ikke ligge i de højere Etager, da man risikerer, at den syge styrter sig ud af Vinduet. Sengen, der skal være blød, maa anbringes saaledes, at Patienten ikke ser de besøgende komme ind ad Døren, forat ikke deres skiftende Ansigtsudtryk skal virke forstyrrende paa ham. Der maa ikke komme for mange til den syge, især ikke Folk, han ikke kjender. Sygepasserne maa hverken altid snakke den syge efter Munden for ikke at bestyrke ham i hans Vrangforestillinger eller altid sige ham imod for ikke at ophidse ham; de skal snart gaa ind paa hans Ideer, snart lempeligt søge at berigtige dem. Hvis Patienten er tilbøjelig til at springe op af Sengen eller paavirkes ugunstigt af at være alene, maa man forøge Sygepassernes