SINDSSYGDOM I DEN CLASSISKE OLDTID

 71 Phrenitis vredagtige og ophidsede, atter andre sløve ligesom Idioterne og uvillige til at tale, andre lider af Vrangforestillinger og tror sig i Besiddelse af pro- phetisk Gave; nogle længes efter Døden og omgaas med Selvmordstanker, andre frygter den bestandigt; Tilstanden kan baade være continuerlig og afbrudt af lyse Øjeblikke, hvor den syge kan passe sine sæd- vanlige Beskæftigelser. Symptomerne er altsaa de samme, som stadigt fremhæves; det ny er blot, at de alle gaar ind under Begrebet »Melancholi«. Sædet for Sygdomsstoffet angives efter Galenos som enten Hjernen alene eller hele Legemet eller Maven og Hypochondrierne; men i den derpaa følgende Spe- cialisering af de forskjellige Former af »Melancholi« og deres Behandling lægges en anden Inddeling og Ætiologi til Grund. Den første Form, der opstilles, fremkaldes ved for stor Blodrigdom. Den angriber mere Folk, der har stærk Haarvæxt paa Kroppen og mørk Lød og er magre, end dem, der er hvide i Huden og velnærede, hyppigst Mænd i deres bedste Aar, som lever af knap Kost, er hidsige, har mange Sorger og Bekymringer og lider af daarligt Humeur. Lægen bør ogsaa erkyn- dige sig om, hvorvidt nogen af den syges sædvanlige Udtømmelser er stanset, hos Mænd særligt Hæmor- rhoidalblødninger, hos Kvinder Menstruationen, samt om der er en tydelig Følelse af Tunghed i Legemet tilstede. Han skal ogsaa lægge Mærke til, om Pa- tientens Ansigtsfarve er rødere end sædvanligt, og om Aarerne er fremtrædende og spændte. Hvis disse Symptomer er tilstede, og særligt, hvis der indtræder