Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
14
Jordklodens Stilling og Bane i Verdensrummet.
omkring Solen, vort Verdenssystems Midtpunkt. Den mægtige
Tiltrækningskraft, Solen besidder, hindrer naturligt Plaueterue i at
fjerne sig fra dens Omkreds, paa samme Maade som det Reb,
hvori en Staldkarl holder sin Hest, naar hau for at rore den lader
den lobe Ridebanen rundt, hindrer denne i at lobe bort fra Cirkus.
Trods al sin Simpelhed har deune Lignelse dog alligevel det For-
triu at give en tydelig Forestilling om deu Maade, paa hvilken
Soleu udover sin Indflydelse paa Jorden, der bevæger sig omkring
det førstnævnte Himmellegeme som Midtpunkt, idet den tilende-
bringer et fuldstændigt Kredslob i et Aar. Der er kun den For-
fljel, at medens Staldkarlens Line er et haandgribeligt og synligt
Baaud, er Tiltrækningskraften derimod et usynligt Baand af en
udekjeudt og gaadefuld Natur og kun til at kjende paa sine Virk-
ninger ligesom den Tiltrækniug, et elektrisk Legeme udover paa lette
Smaagjenstaude. Det er saaledes ene Solens Tiltrækningskraft,
der tvinger Jordkloden til uophørlig at beskrive sin bestemte og re-
gelmæssige Bane omkring dette Himmellegeme.
Man maa vel skjelne Planeterne fra Fixstjernerne eller de
faste Stjerner. Skjoudt begge de to hernævnte Arter af Him-
mellegemer om Natten tage sig eens ud paa det morke Firmament,
da de gaufle ligne hinaudeu i Størrelse og i Klarhed, er der dog
alligevel en væsentlig Forskjel mellem disse to Slags Stjerners
Rolle og Betyduiug. Fixstjernerne besidde ligesom Solen en egen
ejendommelig Elme til at lyse og ere selv ene Kildeu til alt det
Lys, de udsende. De ere nemlig lysende Himmellegemer, der til-
hore et helt andet Verdeussystem eud det, til hvilket Jorden og
de andre Planeter knytte sig.
Jordkloden er altsaa som sagt kun en af de mange Planeter,
der i Overensstemmelse med de evige Naturlove bestandig kredse
omkring Solen som Midtpunkt. Ligesom de andre Plaueter er
Jorden fremdeles ogsaa underkastet en dobbelt Bevægelse nemlig
en Dreiniug om sin Axe, der tilendebringes i Løbet af fireogtyve
Timer, og en kredsende Bevægelse omkring Soleu, der fuldfores i
Løbet af et Aar.
Det er Jordklodens Dreiniug om sin Axe, der frembriuger
den regelmæssige Afvexling af Dag og Nat. Paa den ene Halvdeel