Jordkloden Efter Syndfloden 1869

Jordklodens Stilling og Bane i Verdensrummet. 15 af Jorden, som under vor Klodes fireogtyve Timer varende Om- dreiningsbevægelse successivt kommer til at vende bort fra Soleu, kan dennes lysende Skive nemlig ikke sees af Jordens Beboere, og der er da Nat, indtil Solen næste Morgen begynder at blive synlig igjen. I det næste Afsnit skulle vi -nærmere oplyse Gruuden til Nætternes aftagende og tiltagende Længde i de forskjellige Aarstider. Jordens Bevægelse omkring Solen tilendebringes i Lobet af et Aar. Den Bane, som Jorden under denne Bevægelse tilsyue- ladeude beskriver i Rummet, kaldes i det astronomiske Sprog Ekliptika og er strængt taget ikke nogen egentlig Cirkel med Solen som Midtpunkt. Jordbaneu er nemlig en næste« kredsruud Ellipse, hvis ene Brændpunkt iudtages af Solen. Ved en Ellipse forstemer man i Mathematiken en langagtig, oval Cirkel med tvende Bræud- punkter, som begge ligge Ugelangt udeusor Ovalens Midtpunkt i dens længste Diameter; lægger man et Suit paaskraa igjeuuem eu Cylinder, vil Omkredsen af et saadant Snit fremstille en Ellipse. Da Ellipsens Omkreds ikke som Cirklens overalt er lige langt fjernet fra et bestemt Midtpunkt, besinder Jordkloden sig selvfølgelig heller ikke altid i eeil og samme Afstand fra Solen. Den 2den Juli er Jorden fjernest fra Soleu, medeus den derimod den 2den Jannar er den nærmest. Middelasstauden imellem de to Himmel- legemer naaes ligeledes to Gange om Anret, nemlig den 2den April og den 2den Oktober. I Midten af Vinteren er Jorden omtrent 625 Mile nærmere ved Solen end midt om Sommeren. Dette Faktum lyder i forste Meblik som eu Paradox, men man maa ikke glemme, at der paa samme Tid, hvor vi i Europa have Sommer, hersker Vinter paa deu sydlige Halvkugle af Jorklodeu. De uartige Afvexlinger i vor Klodes Afstaud fra Solen have iovrigt ikke nogen kjendelig Indflydelse paa Aarstidernes Gang, da For- stjellen i det Væsentlige udjævnes ved tilsvarende, samtidigt sted- sindellde Variationer i Jordens Omlobshurtighed. Da Foraaret og Sommeren paa den nordlige Halvkugle nemlig tilsammen ere syv og en halv Dag længere end Foraaret og Sommeren paa den sydlige Halvkugle, gjeuoprettes herved naturligt Ligevægten mellem det samlede Totalmængde af Varme, som Jorden modtager fra Solen paa de to fornævnte Aarstider, idet det længste Tidsrum