Jordkloden Efter Syndfloden 1869

22 Jordklodens Stilling og Bane i Verdensrummet. — vi ftamme os næsten paa Menneskeslægtens Vegne ved at til- staae det —, at den rigtige Opfattelse af Verdeusbyguingen, saa- ledes som den er autydet i det Oveustaaende, har flaaet virkelig Rod og befæstet sig uomstodeligt i den almindelige Bevisthed. Uagtet den Lære, at vor Klode kun sknlde være en underordnet, til Solen horende Drabant, aldrig ret har villet tiltale de Gamles Phantasi, bor det dog bemærkes, at enkelte af de græske Philosopher alligevel i sin Tid have hyldet denne Anskuelse. Dette var iblandt andet til Exempel Tilfaldet med en af Grækernes ældste Bidenskabsmænd, den geniale Pythagoras, der betragtede Solen eller Ilden som Verdens Midtpunkt. En anden Philosoph, Pythagoræeren Aristarch fra Samos, udtrykker sig i et Brudstykke af haus Skrifter, der endnu er levnet, paa følgende Maade: „Jorden dreier sig om sin Axe og beskriver samtidig tillige en skraa Cirkel omkring Solen. Dette sidste Himmellegeme besinder sig overhovedet i samme Afstand fra Stjer- nerne som et Midtpuilkt fra siil Omkreds, hvad der igjen be- virker, at Jordens Bevægelse ikke forandrer dens Forhold til de faste Stjerner". Aristarch nedskrev de heranforte dybsindige Bemærkninger tre- hundrede Aar for Christi Fodsel og altsaa mere end attetthttttdrede Aar,^foreno Rigtigheden af hans geniale Theori blev mathe- matisk heviist. Eli Philosoph, der var saameget forud for sir: Tid, hostede ttaturligviis kun Foragt og Miskjendelse af sine Samtidige, og forsaamdt nogen virkelig for Alvor beftjæftigede sig med denue klassiske Copernicus's Ideer, var det derfor kun for at bebreide ham hans Frækhed og Ugudelighed. Dette var navnlig Tilfældet med en Muttd ved Navu Cleauthes, der offentlig irettesatte Aristarch med meget haarde Ord, „fordi han havde forstyrret Bestas og Lurernes (de huuslige Skytsguders) Ro". Oldtidens Lærde og Digtere holdt som bekjeudt meget af at krydre deres Tale med mythologiske Lignelser. De dybsindige Hypotheser af eukelte euestaaeude Oldtidsphilo- sopher formanede uaturligt ikke at udrydde den medfødte Forfænge- lig hedsfolelse, som driver os Mennesker til at ansee os selv som det vigtigste Hængsel, hvorom alt i den ydre Verden udelukkende dreier sig. Lige til det syttende Aarhundrede vedblev man derfor i Virke-