Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
22
Jordklodens Stilling og Bane i Verdensrummet.
— vi ftamme os næsten paa Menneskeslægtens Vegne ved at til-
staae det —, at den rigtige Opfattelse af Verdeusbyguingen, saa-
ledes som den er autydet i det Oveustaaende, har flaaet virkelig
Rod og befæstet sig uomstodeligt i den almindelige Bevisthed.
Uagtet den Lære, at vor Klode kun sknlde være en underordnet,
til Solen horende Drabant, aldrig ret har villet tiltale de Gamles
Phantasi, bor det dog bemærkes, at enkelte af de græske Philosopher
alligevel i sin Tid have hyldet denne Anskuelse. Dette var iblandt andet
til Exempel Tilfaldet med en af Grækernes ældste Bidenskabsmænd,
den geniale Pythagoras, der betragtede Solen eller Ilden som
Verdens Midtpunkt. En anden Philosoph, Pythagoræeren Aristarch
fra Samos, udtrykker sig i et Brudstykke af haus Skrifter, der endnu
er levnet, paa følgende Maade: „Jorden dreier sig om sin Axe og
beskriver samtidig tillige en skraa Cirkel omkring Solen. Dette sidste
Himmellegeme besinder sig overhovedet i samme Afstand fra Stjer-
nerne som et Midtpuilkt fra siil Omkreds, hvad der igjen be-
virker, at Jordens Bevægelse ikke forandrer dens Forhold til de
faste Stjerner".
Aristarch nedskrev de heranforte dybsindige Bemærkninger tre-
hundrede Aar for Christi Fodsel og altsaa mere end attetthttttdrede
Aar,^foreno Rigtigheden af hans geniale Theori blev mathe-
matisk heviist. Eli Philosoph, der var saameget forud for sir: Tid,
hostede ttaturligviis kun Foragt og Miskjendelse af sine Samtidige,
og forsaamdt nogen virkelig for Alvor beftjæftigede sig med denue
klassiske Copernicus's Ideer, var det derfor kun for at bebreide ham
hans Frækhed og Ugudelighed. Dette var navnlig Tilfældet med
en Muttd ved Navu Cleauthes, der offentlig irettesatte Aristarch med
meget haarde Ord, „fordi han havde forstyrret Bestas og Lurernes
(de huuslige Skytsguders) Ro". Oldtidens Lærde og Digtere
holdt som bekjeudt meget af at krydre deres Tale med mythologiske
Lignelser.
De dybsindige Hypotheser af eukelte euestaaeude Oldtidsphilo-
sopher formanede uaturligt ikke at udrydde den medfødte Forfænge-
lig hedsfolelse, som driver os Mennesker til at ansee os selv som det
vigtigste Hængsel, hvorom alt i den ydre Verden udelukkende dreier
sig. Lige til det syttende Aarhundrede vedblev man derfor i Virke-