Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Jordklodens Stilling og Bane i Verdensrummet. 23 ligheden at nære en urokkelig Tillid til den nedarvede Lære, som gjorde Jordkloden til Midtpunktet i Universet eller, som det under- tiden hed, til Verdeus Kjerue. Fixstjernerue, Planeterne, Maanen, ja selv Solen vare kun underordnede Himmellegemer, hvis Tumle- plads bestandig laae indenfor Atmosphærcns Grændser. En liggende Forestilling gaaer iovrigt igjen i de fleste Oldtidsnationers ældste Traditioner og aabendarer sig tildeels eildog i de Nalme, hvormed de uttdertideu betegnede deres Lande. Hinduerue levede saaledes i Midhiama og Nordboerne i Midgaard, Udtryk, der begge betyde det midterste Laud, det vil sige det Land, som ligger midt i dm as de dalevende Folkeslag kjeridte Verdett. Chineserne kalde ligeledes ogsaa undertiden deres Laild „Rigernes Midtpmlkt". Oldtidens Geographer og Astroilomer betragtede ligefrem demie Lære som Grundvolden for den hele Verdensbygning og opstillede flere forskjellige Systemer, der, om de e:id i enkelte Henseender af- vege meer eller mindre fra hittanden indbyrdes,- dog alle stemmede fuldkomment overeens i Opfattelsen af Jordkloden som Verdens Midtpunkt. Det navnkundigste af alle disse Systemer og det, der læugst af alle har hævdet sin Anseelse ubeskaareil, skyldes navnlig deu lærde Alexaudriuer Ptolemæus, der anstillede siue Under- sogelser i det audet Aarhuudrede efter Christi Fodsel og væsentligt stottede sig til tidligere Iagttagelser af Hipparch, eu berømt Astro- nom, der levede omtrent 300 Aar for Ptolemæus. Ptolemæus betragtede Himleu som eu virkelig og haaudgribelig Hvælving, og den forste Afdeling af den, som han betegnede med Navnet Urimttm modils, bestod efter haus Formemug af en saa- kaldet Krystalsphære eller Krystalhimmel, der udmærkede sig ved en jævn og uafbrudt omdreieude Bevægelse. I Krystalsphæreus Be- vægelse deeltog ikke blot Stjernerne, glimrende Puukter, der havde deres Sæde paa dens indre Side, men ogsaa et vist Atttal andre iildeufor liggende Sphærer, som uuder deres Bevægelse forte Pla- neterue, Soleu og Maaueu ruudt med sig. Stjernehimlen drejede sig omkriug Jorden i 24 Timer. Solens og Maaueus Baner vare bevægelige Kredse, som disse gjeunemlob, den forste i 365 Dage, deil aildett i 28 Dage. Plaueterues Bevægelser vare mere ind- viklede, idet disse Himmellegemer ikke alene beskrev en kredsformig