Jordkloden Efter Syndfloden 1869

Jordklodens Stilling og Bane i Verdensrummet. 25 Det Værk, hvori den beromte Astronom har meddeelt sine Betragtninger as Verdensordningen, stod længe efter hans Tid i hoi Anseelse blandt alle Lærde og isærdeleshed blaudt Araberue, som i det Meste af Middelalderen næsten ene vedblev at dyrke Oldtidens klassiske Forfattere og overhovedet ved deres hele Kjær- lighed til videnskabelige Sysler dannede en roesværdig Modsætning til deri ovrige Verden, der nalmlig i det tolvte og trettende Aar- huttdrede var ttedslmken i dm tykkeste Uvidenhed. Ptolemæus's Værk kaldtes af Araberne Alma g este, det vil i vort Sprog sige „deil store Bog" eller „Bogernes Bog". Muhamed, Stiftere» af deu islamitiske Religion, ophoiede det ptolemæiske System til en Troessætning, som Gud selv havde bekræftet, og herved er deune mærkværdige Lære euduu lige til vor Tid nasteu overalt i Orieuten bestaudig l'leveu holdt i usvækket Agt og Wre. Det var dog imidlertid ikke alle, der med lige udeelt Beun- dring saae op til den ptolemæiske Lære. Der var saaledes i det trettende Aarhuudrede en Konge i Castilien ved Navn Alphons den Tiende, hvis Ry for Lærdom Eftertiden eildini har bevaret, og som hans Samtidige almindelig kaldte deil Lærde eller dem Stjerne- kyndige paa Grund af hans grundige astronomiske Kuudskaber. Det Jildviklede og Kunstige i det hele ptolemæiske System tiltalte ikke rigtig denue udmærkede Fyrste. Under Judtrykket af eu vis iudre Mistillid lod han ett Dag tilfældig folgeude Yttring falde: „Hvis Gud havde taget mig med paa 9Laad, da han skabte Verdeu, vilde jeg have kuunet give ham forskjellige gode Raad og Anviis- uinger til at indrette deil paa en meget simplere Maade". Dette skarpe og vittige Udfald, der ene var rettet imod det ptolemæiske System men ingenlunde imod selve den guddommelige Viisdom, kom imidlertid deu begavede Konge dyrt til at staae, idet han nemlig tildeels netop for den hernævnte uforsigtige Altrings Skyld mistede sin Krone. Ptolemæus's Theori havde blandt audet uavnlig den Mangel ikke at kunne besvare det Sporgsmaal, hvorfor Mercur og Venus bestandig holde sig i Nærheden af Solen. For at forklare dette specielle Faktnm havde man i Virkeligheden ingen anden Udvei end at forandre noget paa den oprindelige Lære. Man tillagde da