Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
ZgZ Kilder, Floder og Soer. Spalter, der ere frembragte ved den faste Jordskorpes Afkjoling og dermed følgende Sammentrækning. Vi have allerede i „Jord- kloden forond Syndfloden" stildret, hvorledes den faste Jordskorpe, esterhaanden som vor Planet ved en fortsat Udstraaling as Barme i Verdensrummet mere og mere afkjoledes og derved formindskedes i Omfang, under den samtidig stedfindende Sammentrækning maa antages at være bristet og revnet paa en stor Mængde Punkter. De paa denne Maade dannede Spalter og Brud ere vel i Reglen blevne udfyldte med vulkanste Masser som Granit Basalt o. s. v., der fra Jordklodens smeltede og ildflydende Indre have trængt sig ud i de aabne Rum, men enkelte ere af en eller anden ubekjendt Grnnd ikke blevne fyldte og ere saaledes blevne tilbage som vidt- strakte Grotter og Huler dybt under Jordens Overflade. Som Støtte for denne Hypothese taler iblandt andet navnlig den Om- stændighed, at Hulerne næsten alle ere beliggende i Egne, der tyde- ligt bære Spor af i fordums Tider at, have været Skuepladsen sor mægtige Jordomvæltninger. Senere ere de paa den hernævnte Maade dannede underjordiske Grotter og Gauge jævnlig blevne ud- videde af mægtige Vandstromme, der paa deres Vei gjennem samme have bortrevet større og mindre Partier af Væggene og derved bidraget deres til at forøge de oprindelige Dimensioner i sor- stjellige Retninger. Hulernes afrnndede Form, de glatte, oste ligesom polerede Sidevægge og de rigelige, med Nullesteen og Dyre- knokler opfyldte Leer- og Dyndmasser, der ofte bedække Bunden, vidne noksom tilstrækkeligt om den paa een Gang kraftige og længe fortsatte Paavirkning, som disse underjordiske Rum i sin Tid have været udsatte for af det dem gjennemfkyllende Vand. I de saakaldte Knokkelhuler er Gulvet sædvanlig bedækket med en drypsteensagtig Kalkskorpe, under hvilken der ligger et af Dyre- knokler stærkt opfyldt leerholdtgt Jordlag. Hvor Kalkskorpen mangler, sindes der ogsaa kun sjelden Levninger af fossile Dyr, da det netop er den, det skyldes, at Knoklerne have kunnet holde sig saa længe uden at oplofts. Ovenpaa Drypsteenskalken er der undertiden ogsaa afleiret et tykkere eller tyndere Jordlag, der imidlertid saavel ved sin hele geologiske Beskaffenhed som ved de indeholdte organiske