Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere
Forfatter: Louis Figuier
År: 1869
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 507
UDK: 551.4
Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
ZgZ Kilder, Floder og Soer.
Spalter, der ere frembragte ved den faste Jordskorpes Afkjoling og
dermed følgende Sammentrækning. Vi have allerede i „Jord-
kloden forond Syndfloden" stildret, hvorledes den faste Jordskorpe,
esterhaanden som vor Planet ved en fortsat Udstraaling as Barme
i Verdensrummet mere og mere afkjoledes og derved formindskedes
i Omfang, under den samtidig stedfindende Sammentrækning maa
antages at være bristet og revnet paa en stor Mængde Punkter.
De paa denne Maade dannede Spalter og Brud ere vel i Reglen
blevne udfyldte med vulkanste Masser som Granit Basalt o. s. v.,
der fra Jordklodens smeltede og ildflydende Indre have trængt sig
ud i de aabne Rum, men enkelte ere af en eller anden ubekjendt
Grnnd ikke blevne fyldte og ere saaledes blevne tilbage som vidt-
strakte Grotter og Huler dybt under Jordens Overflade. Som
Støtte for denne Hypothese taler iblandt andet navnlig den Om-
stændighed, at Hulerne næsten alle ere beliggende i Egne, der tyde-
ligt bære Spor af i fordums Tider at, have været Skuepladsen
sor mægtige Jordomvæltninger. Senere ere de paa den hernævnte
Maade dannede underjordiske Grotter og Gauge jævnlig blevne ud-
videde af mægtige Vandstromme, der paa deres Vei gjennem samme
have bortrevet større og mindre Partier af Væggene og derved
bidraget deres til at forøge de oprindelige Dimensioner i sor-
stjellige Retninger. Hulernes afrnndede Form, de glatte, oste
ligesom polerede Sidevægge og de rigelige, med Nullesteen og Dyre-
knokler opfyldte Leer- og Dyndmasser, der ofte bedække Bunden,
vidne noksom tilstrækkeligt om den paa een Gang kraftige og længe
fortsatte Paavirkning, som disse underjordiske Rum i sin Tid have
været udsatte for af det dem gjennemfkyllende Vand.
I de saakaldte Knokkelhuler er Gulvet sædvanlig bedækket med
en drypsteensagtig Kalkskorpe, under hvilken der ligger et af Dyre-
knokler stærkt opfyldt leerholdtgt Jordlag. Hvor Kalkskorpen mangler,
sindes der ogsaa kun sjelden Levninger af fossile Dyr, da det netop
er den, det skyldes, at Knoklerne have kunnet holde sig saa længe
uden at oplofts. Ovenpaa Drypsteenskalken er der undertiden
ogsaa afleiret et tykkere eller tyndere Jordlag, der imidlertid saavel
ved sin hele geologiske Beskaffenhed som ved de indeholdte organiske