Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

Forfatter: Louis Figuier

År: 1869

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 507

UDK: 551.4

Med en Mængde i Texten indtrykte Oplysende Billeder og Prospekter

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 606 Forrige Næste
Kilder, Floder og Soer. 377 „Klippebjergene", en uhyre Ophobning af Klippestykker, der engang i sin Tid have losrevet sig fra Hulens Loft, til „Feegrotten", en rummelig Hal, i hvilken utallige Stalaktiter danne regelmæssige Soilerækker, pragtfulde Spidsbuer og mauge Slags phantastiske Figurer som Træer, Vandfald o. s. v. Lyden af de fra Loftet nedfaldende Vanddraaber frembringer i dette anseelige Rum melo- diske Toner af en forunderlig Klang og bidrager derved endmere til at forhoie det trolddomsagtige Indtryk, som Hulen ved sin hele Form og Udstyring uvilkaarligt gjor paa Besøgeren. Naar man er kommen til Feegrotten, har man tilbagelagt en Vei as næsten 3 Mile. Man hruger sædvanlig ti Timer til den hele Tour frem og tilbage og hilser derfor igjen ved Udgangen af Hulen med en letforstaaelig Glæde Dagens klare Lys. De udstrakte Huler i Castletondalen i England, af hvilke den største i det Hele er mere end 3000 Fod lang, udgjore et naturligt Sidestykke i det Tinaa til den storartede og pragtfulde underjordiske Labyrints) i Nordamerika. Ligesom i denne sidste træffe vi ogsaa her en lang Række vexlende Udludninger og Jndsnevringer, bund- løse Afgrunde, underjordiske Soer, som kun kunne passeres i en Baad, kæmpemæssige Soiler af hvide Stalaktiter, der bære de hsie Hvælvinger og glimre med deres krystalbedakkede Overflade som Diamantpiller i det ustadige Fakkelskin, kort alle de forskjellige vidunderlige Fremtoninger, som udmærke den underjordiske Hule- verden i Almindelighed. En af de berømteste Drypstenshuler er Grotten paa Anti- paros i det græske Archipelag. Indgangen til denne Grotte sænker sig som en Brønd fra Spidsen af Bjerget ned i en Dybde af mere end halvtredsindstyve Favne, og den, der vil besøge Hulen, maa derfor forst lade sig hidse et Stykke ned i Dybet ved Hjælp af Reb og derpaa tilbagelægge Resten af Veien paa en Tougstige. Grotten er 215 Fod hot og 240 Fod bred og overalt prydet med de herligste Drypsteenssoiler, som dog paa mange Steder ere stærkt beskadigede og odelagte som Følge af de Besøgendes barbariske Vandalisme. I Bunden af den uhyre Sal seer man en frit- staaende Drypsteenspyramide af 45 Fods Holde, der hviler paa