Jordkloden Efter Syndfloden
Physisk-geographiske Skildringer for dannede Læsere

66 Jordklodens Form og Storrelie. En anden Omstændighed, der fortjener at bemærkes, og som Alex. Hnmboldt forst har henledet Opmærksomheden paa, er de ejendommelige pyramidelignende Forlængelser, hvormed de store Fast- lande ende imod Syd, og hvorved de betragtede i deres Sammen- hæng paa denne Side frembyde en egen straaledannet Form. Imod Nord udvide de store Continenter sig mere i Vreden og danne til- deels een eneste, indbyrdes sammenhængende Landmasse, medens de derimod i Retningen mod Syd vige vifteformigt nd fra hin- anden og ende med lutter kegleformede Halvoer. Den sydlige Side af Europa frembyder tildeels et lignende Forhold, idet Havet skjærer sig dybt ind i det paa flere Steder og derved deler det i forskjel- lige, meer eller mindre spidstudlobende Forlængelser. Man har opstillet mange Hypotheser for at forklare denne besynderlige Form af de store, om Nordpolen som Midtpunkt grupperede Fastlands- masser, men det er endnu ikke lykkedes at give uogeu virkelig til- fredsstilleude Tydniug af dette mærkværdige geographiske Forhold. Der er ogsaa eu kjendelig Forskjel mellem den ny og den gamle Verdens hele ydre, geographiske Form og Udbredningsmaade. Medens 'Amerika charakteriserer sig ved sin langstrakte, i Retningen fra Pol til Pol forlobende Form, udbreder den gamle Berden sig derimod snarere i den modsatte Retning, nemlig parallelt med ZEkvator. Den længste lige Linie, som lader sig drage gjennem deil gamle Verdens Lande, idet man saameget som mnligt bliver paa Landjorden, begynder efter Bergmann under eu nordlig Brede af 64 Grader tæt ved Muudingeu af Floden Ponascbka, der falder i Auadybugten, overstjærer deruæst Aralsoen og den sydlige Deel af det kospiske Hav, ganer tæt forbi den persiske Havbugt og Nord for Bab-el-Mandebstrædet, strækker sig derpaa gjeuuem Afrika, idet den følger Lnyatabjergene, som man tidligere kaldte „Verdens Nyg- rad" og ender sluttelig tilsidst ved det gode Haabs Forbjerg. Denne Lime er ikke mindre end 2050 Mile lang og overstjærer, idet den deler den gamle Verden i tvende omtrent ligestore Halvdele, LEkvalor under en Viukel paa 65 Grader. I deu nye Verden er det ikke saa let at drage en tilsvarende lige Linie, og deus storste Længde vil da knn udgjore 1595 Mile, men bryder man Linien, vil deu dog kunue opuaae en Længde af 2075 Miil.