Lærebog I Organisk Kemi

301 tiden ved Opløsning i Vand, Affarvning med Benkul, Inddampning til en Syrup, som i tynde Lag stivner og da springer i Stykker der ligner Gummi. Den vandige Opløsning er klæbende og anvendes som Gummi. Men ved Dextriner förstaas ogsaa alle de hvide, amorfe, i Vand letopløselige, i Vinaand mere eller mindre tungtopløselige Overgangsformer mellem opløselig Stivelse (S. 305) og Maltose, der opstaar ved Hydrolyse af Stivelse med Diastase eller Syrer. De første Omdannelsesprodukter (Erythrodextriner), der slutter sig nærmest til opløselig Stivelse, farves violette eller røde af Jod og er tungest opløselige i Vinaand. De sidste, der nærmer sig Maltosen, farves ikke af Jod (Achroodextriner) og er lettere opløselige i Vinaand. Alle er stærkt højredrejende (dexter, højre), 3-4 Gange saa stærkt som Druesukker. En stor Mængde er beskrevne, men deres kemiske Individualitet er ikke sikker'). Gummi. Ogsaa under denne Benævnelse sammenfattes for- skellige Blandinger. Arabisk Gummi flyder som mættet Op- løsning ud paa vedkommende Plantes Overflade, hvor den efter- haanden tørrer ind til amorfe, gennemsigtige, giindsende Masser. Det faas især af Acaciaarter fra Ægypten, Senegal, Ostindien, kun sjældent fra Arabien. Det bestaar af Calcium- (Magnium- og Kalium-) Salte eller rettere -Saccharater af flere Kulhydrater, hvis Sammensætning er forskellig for de forskellige Sorter. Et ganske lignende Stof findes i Sukkerroer, dog ikke altid. Til Fremstilling af det organiske Stof, den s. k. Arabinsyre, af Gummi gøres den kone. Opløsning stærkt sur med Saltsyre, som sønderdeler Calciumsaltene, og fældes derpaa med Vinaand. Bund- faldet vaskes med Vinaand, opløses i Vand og behandles paa ny paa samme Maade* 2). Af Sukkerroer kan Arabinsyre faas ved at udvaske Sukkeret af de fintrevne Roer med Vinaand, derpaa koge Pulpen med Vand og Kalkmælk, hvorved det arabin- sure Calcium opløses. Af den udpressede Opløsning fældes Overskud af Kalk med Kulsyre. Filtratet inddampes, gøres *) Om Dextrins Forhold mod Gær se Barf o ed. V. S. O. 1871, 27 2) Neubauer. J. pr. Ch. 62, 193 (1854); A. 102, 105 (1857).