ANDET AFSNIT.
Värmeteoriens første Hovedsætning.
VARMENS NATUR. Naar man fæster sin Opmærksomhed paa
de almindelig forekommende Tilfælde af Opvarmning og Af-
køling, kommer man naturligt til at betragte Varmen som et Stof,
der kan optages af Legemerne og atter afgives af dem. Der er
dog ogsaa mange velbekendte Iagttagelser, der vanskeligt kunne
förstaas paa denne Maade; naar et Legeme opvarmes ved Gnid-
ning eller Stød, kan Varmen ikke komme fra noget andet Legeme,
den synes da at være dannet paa Stedet. Saadanne Iagttagelser
lade formode, at Varmen er en Bevægelse i Legemernes Dele, og
denne Antagelse var almindelig hos Oldtidens Filosoffer, og er i
den nyere Tid hævdet stærkt af Cartesius og hans Tilhængere.
Idet vi nu her lade andre Muligheder ude af Betragtning, spørge
vi da: er Varmen et Stof, eller er den en Bevægelse. I første
Tilfælde er det naturligt at antage, at Varmen, ligesom alle andre
Stoffer, maa have en Vægt, og det maa derfor undersøges, om
et Legeme har samme Vægt, enten det er koldt eller varmt. For
at afgøre dette er der i Slutningen af forrige Aarhundrede anstillet
en stor Mængde Forsøg. Man bragte to Legemer i Ligevægt paa
enVægtskaal, opvarmede det ene af dem og undersøgte, om Lige-
vægten derved blev forstyrret. Ved de fleste Forsøg fandt man
virkelig en Vægtforandring, men da man snart fandt, at Legemerne
bleve tungere, og snart at de bleve lettere ved Opvarmningen,
maatte Aarsagen søges i Forhold, der ikke havde noget med
Varmen selv at bestille. Saaledes ville mange Metaller ved Op-
varmning ilte sig og altsaa blive tungere; andre, som de ædle
Metaller, iltes ikke, men de opstigende Luftstrømninger, som finde
Sted omkring det varme Metal, ville gøre det lettere.
Rumford har anstillet meget omhyggelige Forsøg for at faa
Spørgsmaalet endelig besvaret. Han forskaffede sig tre lige store