Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

ro VARMENS NATUR. Flasker, som indeholdt lige store Vægte af Vand, Vinaand og Kvægsølv, i de to Flasker med Vand og Vinaand var der tillige anbragt lermometre; Flaskerne bleve derefter tilsmeltede, og han sørgede for, at de ved almindelig Temperatur nøjagtig fik samme Vægt, ved at binde Sølvtraad om Halsen paa dem. Derefter anbragtes de i to Døgn i et Rum, hvis Temperatur var noget lavere end Frysepunktet. Vandet frøs derved til Is, medens de to andre Vædsker kun afkøledes; paa Grund af den lange Tid For- søget varede, antoge de alle nøjagtigt den samme Temperatur. Ilan sammenlignede nu Flaskernes Vægt og fandt, at den ingen som helst Forandring havde lidt, uagtet Vandet ved Frysningen havde afgivet en meget betydelig Varmemængde. Rumford ud- drog af sine Forsøg den Slutning, at den Forandring, et Stykke Gulds Vægt lider ved at opvarmes fra Vandets Frysepunkt til Rødglødhede, ikke er en Milliontedel af Guldets Vægt, og han mener derfor, at det er fuldstændig umuligt at paavise nogen Virkning af Opvarmningen paa Legemernes Vægt. Heraf kan man dog ikke slutte, at Varmen ikke er noget Legeme, eftersom vi ikke kunne sige, at et Legeme nødvendigvis maa have Vægt. Rumford har imidlertid ved andre Forsøg paa en meget overbevisende Maade godtgjort, at Varme ikke i samme Porstand som Ilt eller Jærn kan betragtes som et Stof, og navnlig ikke som et Grundstof. Om Grundstofferne antages jo, at de ere til Stede i uforanderlige Mængder; kan man nu frembringe Varme paa et Sted, uden at tage Varme bort fra andre Steder, altsaa skabe Varme, saa er Varmen intet Grundstof. Rumford havde bemærket, at de Spaaner, som fremkom ved Udboringen af Kanoner, vare meget varme, og han søgte at gøre sig klart, hvor- fra denne Varme hidrørte; navnlig forekom det ham vigtigt at vide, om den Omstændighed, at Metallet ved Boringen deltes i mindre Dele, var af Vigtighed. Han erstattede derfor det skarpe Bor med et stumpt Bor og trykkede det saa haardt imod Bore- hullets Bund, at Modstanden mod Bevægelsen blev den samme som tidligere. Saa vidt han kunde skønne, havde dette aldeles ingen Indflydelse paa Varmeudviklingen. Han lod derefter Gnid- ningen ske i et Kar med Vand og fandt, at Vandet opvarmedes desto mere, jo længere Gnidningen fortsattes; efter 21/2 Times Forløb kom Vandet i Kog. Da nu denne Varmeudvikling maa kunne fortsættes saa længe det skal være, og da intet tilsvarende Varmetab kan paavises, sluttede Rumford heraf, at Varmen ikke