Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

KOHÆSION. 207 mindskelse O, haves v — FØ og altsaa Legemets potentielle Energi lig x/îpVQ. Hvorledes 0 afhænger af Elasticitetskonstanterne E og k, er angivet ovenfor (S. 198). KOHÆSION. Med dette Navn kan man betegne de Kræfter, der virke mellem de enkelte Dele af et Legeme. Man kan altsaa sige, at der ingen Kohæsion findes mellem en Luftarts enkelte Dele; hos Vædskerne iagttages derimod en tydelig Kohæsion, om hvis virkelige Størrelse det dog er vanskeligt at erholde nogen Oplysning. Hos de faste Legemer er Kohæsionen meget kendelig, men af højst forskellig Størrelse. Har man en Kobbertraad, hvis Tværsnit er en Millimeter og hvis Længde er en Meter, og strækkes den med en Kraft af nogle faa Kilogram, vil den forlænges. Hører Kraften op med at virke, antager Traaden sin oprindelige Længde. Vi ere altsaa endnu inden for Elasticitetsgrænsen. Strækker man den med en Kraft paa 12 Kilogram, vil den forlænges omtrent en Millimeter, men tages Kraften bort, forsvinder Forlængelsen. Er den strækkende Kraft over 12 Kilogram, vil Traaden forlænges endnu mere, og den vil, naar Kraften hører op med at virke, have mod- taget en blivende Forlængelse. Tager man en betydelig større Kraft, kan Kohæsionen ikke holde Ligevægt med Kraften, Iraaden giver da efter, Tværsnittet bliver mindre, og Traaden gaar itu. Ved almindelig Temperatur udfordres dertil et Træk af omtrent 50 Kilogram. Man siger derfor, at Kobberets Brudstyrke F er 50 Kilogram. F er en Funktion af Temperaturen; for Kobberets Vedkommende aftager F, naar Temperaturen vokser; for Jærnet vokser F med Temperaturen, naar denne er under 2500 C. Metallernes Elasticitetsgrænse er afhængig af den Behandling, Metallet har været underkastet. Glødes en Kobbertraad, bliver den blød; man kan da bøje den eller sno den, uden at den vender tilbage til den oprindelige Form. Men har man en Gang under- kastet Traaden en saadan Behandling, vil den med det samme faa elastiske Egenskaber, og jo større Formforandringer, Iraaden har været underkastet, desto større Formforandringer kan man derefter underkaste den, uden at Elasticitetsgrænsen overskrides, derfor blive udglødede Metaller haarde ved at hamres eller ved at trækkes ud til Traade. Flere Legemer som Glas og de fleste Krystaller forholde sig paa en ganske anden Maade; naar Formforandringen overskrider en vis Grænse, gaa de itu uden i Forvejen at have modtaget en blivende