Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

DEN OSCILLERENDE UDLADNINGS TEORI. 491 Sættes Kondensatorens Kapacitet i elektrostatiske Enheder lig C, har man (S. 395), at C— ç-lO11^ indsættes endvidere Værdien for Z, faas, at 7' — LC ~ 3 ■ io10’ Svingningstiden for de elektriske Svingninger forholder sig altsaa som Kvadratroden af Kondensatorens Kapacitet. Dette stemmer med Feddersens Forsøg. At den forholder sig som Kvadratroden af Selvinduktionskoefficenten, er paavist af L. Lorenz. For at faa en Forestilling om Svingningstiden, ville vi tænke os, at Kondensatoren var den S. 317 omtalte Leidnerflaske med en Kapacitet (7=525. Vi udlade den gennem den S. 452 omtalte Traadrulle med Selvinduktionskoefficient L — 1640000. Svingnings- tiden T bliver da 0.000003 Sekunder. Man ser heraf, at der kan fremkomme staaende elektriske Svingninger i en Leder, der forbinder en Kondensators Belæg- ninger. Svingningstiden er i Hovedsagen bestemt ved Lederens Selvinduktionskoefficient og Kondensatorens Kapacitet; vel har Ledningsmodstanden nogen Indflydelse, men den er at anse for underordnet, naar Modstanden ikke er særdeles stor. Naar Mod- standen er uden Indflydelse, maa det ogsaa være ligegyldigt, hvilket Stof Lederen er dannet af; dog gøre de magnetiske Metaller her en Undtagelse, hvilket hidrører fra, at en elektrisk Strøm, som gaar igennem en saadan Leder, magnetiserer den paa en særegen Maade. I det hele ser man, at der er en stor Analogi mellem de elektriske Svingninger og Lydsvingningerne i et i begge Ender lukket Rør. HERTZ’S FORSØG. Vi have i det foregaaende set, at der kan fremkomme elektriske Svingninger ved Udladning af en Leidner- flaske; de Svingningstider, som derved iagttages, ere ganske vist smaa, 20 til 200 Milliontedele Sekund; da Svingningstiden for- holder sig som Kvadratroden af Produktet af Kapacitet og Selv- induktionskoefficient, maa man, ved at formindske disse Støneiser, kunne faa endnu langt hurtigere Svingninger; Vanskeligheden be- staar kun i at finde en Metode, hvorved Elektriciteten kan sættes i Bevægelse. Hvorledes dette kan ske, er først vist af H. Hertz i Aaret 1887. AB og CD (Fig. 207) ere to 0.5 cm. tykke, 150 cm. lange Kobberstænger, paa hvilke Kuglerne L og b kunne s y e