Lærebog I Fysik
Til Brug Ved Polyteknisk Læreanstalt

KATODEPARTIKLERNES NATUR. 524 Af Straalernes Bøjning i det magnetiske Felt kan R findes; maales nu F og erindres, at v er bekendt, giver ovenstaaende Ligning en Relation mellem f, it og h. Undersøger man nu for de samme Katodestraaler baade Af- vigelsen ved Indvirkning af elektriske og magnetiske Kræfter, kan man finde baade h og . h er derved funden at være meget stor, omtrent x/io af Lysets Hastighed i det tomme Rum, medens s/^ ligger i Nærheden af I ■ i o17 eller, naar Elektricitetsmængden udtrykkes i Coulomb, | • æ8- I KATODEPARTIKLERNES NATUR. Vi have set, at Katode- straalerne maa antages at bestaa af Smaadele, der udkastes med stor Fart fra Katodens Overflade. Af hvilket Stof bestaa de? Med Hensyn dertil bemærkes først; at hverken Katodens kemiske Beskaffenhed eller den Luftart, der findes i Røret, har nogen Ind- flydelse paa Katodestraalernes Egenskaber, navnlig er Forholdet f/^* altid ganske det samme Dette tyder nærmest paa, at alle Katodepartikler bestaa af det samme Stof. Man har ment, at de bestode af Brintmolekyler. Derfor taler, at f. Eks. en Kobber- plade, hvis Overflade er iltet, bliver blank paa de Steder, hvor den rammes af Straalerne. Endvidere ses de for Brint karakteri- stiske Spektrallinier altid i det Lys, der omgiver Katoder, naar Fortyndingen ikke er drevet særlig vidt. Efter en anden Opfattelse, der særlig er gjort gældende af y. y. Thomson, bestaar det, som vi kalde Elektricitet, af overor- dentlig smaa, lige store Masser, ladede med lige store Elektrici- tetsmængder. En saadan Partikel har man kaldt Elektron og der eksisterer da to Slags af dem, positive og negative. Katodepar- tiklerne skulle da være negative Elektroner. Kemikernes Mole- kyler indeholde da lige mange Elektroner af hver Slags. Skiller et negativt Elektron sig fra et Molekyl, har Molekylet altsaa en positiv Ladning; optager et Molekyl et negativt Elektron, faar det derved en negativ Ladning. Denne Opfattelse bestyrkes ved Forsøg af G. C. Schmidt (1901) over Katodestraalernes Virkning paa Salte, navnlig Klor- metaller; det synes, at disse afgive Klor, naar de rammes af Straalerne, og dette kan tænkes at ske derved, at Elektronerne ligefrem træde ind i Forbindelsen i Stedet for Kloret eller i hvert Fald for en Del deraf.