Taylor-Systemet
En Undersøgelse af de amerikanske Teorier om rationel Fabriksledelse

5 Form i en Maskine, kan Arbejdsprocessen f. Eks. deles paa følgende Maade: Arbejderen 1) løfter Jærnet op fra Gulvet, 2) lægger det paa Maskinbordet, 3) gør det fast, 4) 5) 6) udfører de forskellige Operationer i Maskinen, 7) løsgør det færdige Stykke, 8) lægger det paa Gulvet, 9) renser Maskinen. Tiden for disse en- kelte Dele af Arbejdsprocessen maales ved Hjælp af et fint inddelt Stop-Ur, og naar der er givet et passende Tillæg i Tid for uundgaaelige Forsinkelser og Ophold, har man dermed bestemt Normaltiden for Arbejdets Udførelse. Paa Grundlag af denne Normaltid skulde Akkord- betalingen nu fastsættes. Men selv efter at have fundet den rationelle Tidberegning var Taylor ikke tilfreds med Anvendelsen af det almindelige Akkordlønsystem. Han anbefalede Indførelse af et særligt System med Differential-Akkordsatser, saaledes at der betaltes en lavere Akkordsats, naar Arbejdsydelsen ikke naaede en nærmere fastsat Grænse, medens Satsen blev højere, naar Ydelsen oversteg denne Grænse. Som Motivering for sine Differentialsatser var Taylor inde paa den rig- tige Tankegang, at Arbejdsgiveren har størst Fordel af stor Arbejdsydelse, selv ved Akkordbetaling, idet en Række almindelige Driftsudgifter er konstante, uanset Arbejdsydelsens Størrelse, og at dette kan retfærdiggøre en højere Akkordsats, naar Arbejdsydelsen er stor. Men Hovedmotivet til Indførelse af Differentialsatser var dog et ganske andet. Taylor vilde herigennem tvinge Arbejderne til at udføre, hvad han kalder „en stor Dags Arbejde“ (a big day’s work). Det var ikke Meningen, at den sædvanlige Akkordsats skulde for- højes, naar Arbejdsydelsen naaede over Grænsen,