Det Danske Hedeselskab 1866-1916

FORGÆNGERE 5 være saa lykkelig at udfinde et Middel til at skabe kunstige Enge paa Heden, vilde vise Folkene dér en stor Velgjerning og fortjente en offentlig Belønning. Noget Saadant kunde Datiden dog ikke, det var først Pastor Dalgas' Sonneson, der blev Hedens Velgjorer, Samtidig med Kolonisationen forsøgtes en Træplantning paa Heden, det blev dog kun ved et Forsøg. Men da Landet lidt efter lidt fik et ordnet Skovbrug __ 1763 var den bekjendte J, G, von Langen bleven kaldt hertil — kom Tanken om at faa Skov paa Hederne op igjen, og det blev overdraget den tyskfødte dygtige Forstmand G, W. Briiel, der den Gang var Forstinspektør paa de Harden- bergske Godser, at berejse Jyllands Heder. Den Betænkning, han derefter afgav, lød anbefalende, og saa blev han sat til som Inspektør at forestaa Anlæget 1788 blev den første Kultur udført ved Stendalgaard paa Alheden i Frederiks Sogn, 1796 kom Ulvedals Plantage lidt Vest for Stendalgaard til og noget senere Kompedals Plantage mod Syd, ligesom 1803 og 1804 Frederikshaabs og Palsgaards Plantager paa Randbølhede, Der var Interesse oppe om Sagen, Videnskabernes Selskab fik en Thottsk Præmie at uddele for et Prisskrift om den, og Prisen blev tilkjendt kongelig Skovrider Cl. Edv, Wiinholdt, der i Skriftet „Forslag til Skovopelskning paa de jydske Heder11 (1802) vil, at Sagen skal drives stort, Staten skulde anlægge fire store Plantninger, hver paa 800 Tdr. LcL (441 ha). Noget Saadant skete dog ikke. Der kom haarde Tider over Landet, Men derfor kvaltes Interessen dog ikke helt, hvad f. Ex, en kuriøs Artikel i Bladet „Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn" i Februar 1820 viser. Den er idel Forundring over, at Forordningen af 1751 ikke havde bragt Hederne en Mængde Nybyggere, men nu da Tiderne vare trange, maatte ikke faa af de Familier, der meldte sig til Fattigvæsenet, kunne etableres derovre. Hvad der behøvedes, udover hvad Fattigvæsenet selvfølgelig skulde yde, maatte kunne skaffes ved en særlig Skat af en Mark paa alle Landets Tobaksrygere! Det er urimeligt og forunderligt, men Artiklen fik dog sin Betydning derved, at Præsten i Hjermind mellem Randers og Viborg Hans Bjerregaard tog den til Udgangspunkt for nogle Betragtninger, som ogsaa kom frem i „ Skilderiet". Han tror ikke ret paa noget Arbejde i Hederne nu, Tiderne vare for besværlige. Det skulde være gjort i Kristian VII s lykkelige Tider, den Gang skulde al Hedejord have været udskiftet, men det forsomte man. Og særlig paa Skovplantningen er hans Syn langtfra lyst. Man havde væsentlig arbejdet med Fyrren, hvad han paa Grund af dens nedløbende Pælerod betragtede som en Fejl, Nej, man maatte prøve sig frem og sondre,