Det Danske Hedeselskab 1866-1916

6 FORGÆNGERE han havde ved at gaa frem paa denne Maade haft stor Glæde af den Plante- skole, han i 1814 havde anlagt paa Hedejorden ved sin Præstegaard, Her er Kritik oppe overfor Statsplantagerne, og det var der ogsaa hos Andre. Pastor Lars From i Vorbasse, der ligger lidt Syd for Randbøl, skriver omtrent samtidig i en Indberetning til Oldsagskommissionen: „De kongelige Naaletræs- plantninger i Omegnen, som paa Papiret have et herligt Udseende, vise noksom paa Stedet, at alle Kunster og alle Bekostninger for at faa Træer til at gro ere frugtesløse". Og Chr. Molbechs Jyllandsrejse i 1828 gav Anledning til en stor Polemik om Statsplantagerne, Molbech besøgte paa denne Rejse den „brave" Pastor Bjerregaard i Hjermind og blev stærkt optagen af ham og hans Planteskole, fra hvilken der i 1827 var udleveret 53,000 Frugt- og Skovtræplanter, et Tal, der i 1828 formentlig vilde voxe til mellem 60 og 80,000. Og han siger: „Hvis Jylland i hvert Herred havde en Bjerregaard, vilde man let om hundrede Aar ikke alene kunne eje Skove af Millioners Værdi, men ogsaa en med mange Tusinde Mennesker forøget Folke- mængde", I Hjermind havde Molbech erfaret, „hvor let Skovopelskning i Jylland kan blive, naar den drives efter Grundsætninger, som rigtig Teori og lokal Kundskab har fremledet". Man kan nemlig, fojer han til, ikke domme efter „de uheldige og kostbare Forsøg11 paa Alheden, og herved sigter han til Stats- plantagerne, som han forøvrigt slet ikke kjendte, slet ikke havde seet. Men dette forargede Sten Blicher sig over, og fra sin Præstegaard i Spentrup skrev han da: „Jeg saa det første Spadekast gjores, det første Frø nedlægges paa den sorte Hede og det under Manges tvivlende Hovedrysten eller spottende Latter. Jeg har set disse Træer opvoxe, og derfor især gjorde det mig ondt at se en Dadel, som — engang vel at mærke — ikke var ugrundet, nu atter uden Grund fornyes11. Et var de første uheldige Forsøg med Fyrren, et Andet de senere med Gran-, Birke- og Lærketræer, Der opstod herved en ganske livlig Polemik mellem Molbech og Blicher, og da den døede hen, kom der en endnu kraftigere mellem Pastor Blicher og Konsistorialraad Bjerregaard, de to Præster tog slet ikke blidt paa hinanden. Særlig i Kompedalsplantagen saa Bjerregaard kun „Stumper og Strimler med Gran samt — imellem og rundt om disse — store øde Pladse, hvor det var umuligt at opdage, om der nogensinde havde været plantet eller ikke“. Det var efter hans Mening Hedebakkerne, der skulde beplantes, og ikke, som man hidtil havde gjort, de flade Heder, De hørte under Ploven, og Udgiften til Skovplantning