Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

120 nens tilsyneladende Størrelse sender til Jorden, og vanskeligt vil man om Dagen kunne opdage Maanen paa en af lette Skyer kruset Himmel; den sender os ei mere Lys end enhver af disse. Medens vi paa Solens store Skive kun af og til opdage nogle mørke Pletter og forresten Intet, som formaaer særligt af fængsle vor Opmærksomhed, frembyder Maanen derimod en sand Mangfoldighed af Enkeltheder for vort skarpe Blik. Den ringe Afstand, i hvilken Maanen befinder sig fra Jorden, formindskes endnu maaskee et Tusinde Gange ved Kikkertens Hjælp, saa at vort Øie kun befinder sig i en Af- stand af et Halvhundrede Miil fra Maanens Overflade. Alle- rede med det uvæbnede Øie opdager man Uligheder paa Maa- nens Overflade, man seer mørke Plettei' grupperede saaledes, at Phantasien deri har villet læse Ansigtstræk; men betragte vi Maanen igjennem en Kikkert, der endog ikke behøver at være stærkere end en god Theaterkikkert, da opløses dens store Skive i en Mængde lyse og mørke Punkter; vi see da Maanen, saaledes som den viste sig for Galilæi, og den første Gang vi betragte den i en god Kikkert, ville vi vist- nok ligesom hiin store Mand blive overraskede ved den Mang- foldighed, som fremstiller sig her. Maanens Rand er ikke nogen jevn Linie, hist og her opdage vi fremstaaende Punkter, det er Maanens Bjerge; vi betragte dem fra Siden og see dem altsaa i deres fulde Høide. Føre vi dernæst vor Kikkert hen over Maanens store Skive, da tiltrække de store mørke Partier sig strax vor Opmærksomhed; kun enkelte lysende Punkter vise sig paa deres jevne, matte Flade og minde om Klipperne i Havet. Skulde disse mørke Partier virkeligt være Maanens Have? Der var en Tid, da man var tilbøjelig til at antage det; men de nøjagtigste Undersøgelser have godt- gjort, at de ei ere dækkede af nogen Vædske; ved Hjælp af de store Kikkerter, med hvilke man kan see enhver Gjenstand