Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

149 mørk, og kunde vi træde udenfor vor Atmosphæres Omraade, vilde selv i det klareste Solskin Himlen vis(T sig som en mørk Hvælving, oversaaet med Myriader af lysendePunkter; netop saaledes maa Himlen vise sig, naar den betragtes fra Maa- nen, hvor ingen Atmosphære mildner Solens directe Lys og ingen Dæmring adskiller Dag og Nat; thi netop fra det af Atmosphæren tilbagekastede Lys have Aften- og Morgenrøden deres Oprindelse. Endeel af det Lys, der i Nattens første og sidste Time trænger ind i vor Atmosphære og uden at møde Jordens Overflade iler henover denne, kastes ned imod Jor- den af de høiere Luftlag. Derfor lyser Himlen endnu nogen Tid efter Solens Nedgang og stærkest over den Deel af Hori- zonten, hvor Solen er forsvundet; thi det er fra denne Deel af Atmosphæren, at Lyset endnu i rigeligt Maal strømmer ned imod Jorden, imedens LysStraalingen fra Himlens øvrige Dele alt er saa meget svækket, at Stjernerne blive synlige. Men alt eftersom Solen synker dybere bag Horizonten, naae færre Lysstraaler vort Øie, svinder Aftenrødens Farvespil og afløses Tusmørket af Natten. Kun i Sommerens korte Nætter syn- ker Solen ei saa dybt bag Horizonten, at Tusmørket fuldstæn- digt kan forsvinde; selv ved Midnatstid staaer endnu i de korte Sommernætter en Lysbue tilbage paa den nordlige Hori- zont, saa at Aften- og Morgenrøde sammensmelte til een Dæm- ring. Atmosphæren, der omgiver Jorden, skjenker altsaa denne et rigeligere Maal af Solens Lys, end den under andre Omstændigheder vilde modtage, idet den nemlig spreder Tus- mørket, Aften- og Morgenrøden over Nattens første og sidste Time, der uden Atmosphærens Bistand vilde være indhyllede i et fuldstændigt Mørke. Kunde vi ile bort fra Jorden til dens Skygges yderste Grændse og derfra vende Blikket tilbage i den Retning, i hvilken Solen og Jorden befinde sig, da vilde ingen Sol-