Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

150 straale i lige Retning kunne naae vort Øie; thi Jorden vilde standse Lyset i dets Flugt. Solen vilde være fuldt formør- ket; men igjennem den Jorden omgivende Atmosphære vilde dog Lyset ad en Omvei naae vort Øie, og vi vilde see en af Aften- og Morgenrøden farvet lysende Krands som en præg- tig Glorie omslutte Jordens mørke Skive. De Lysstraaler, der have gjennemtrængt Jordens Atmosphære og ere bøiede ind imod dens Skygges Omkreds, sprede et svagt Lys over denne, imedens et dybt Mørke danner Skyggens Indre; og saaledes kan vel den tilsyneladende fuldt formørkede Maane udstraale en rødlig Glands fra de Steder, der_ befinde sig i Jordskyggens Omkreds, igjennem hvilken Morgen- og Aftenrøden sprede deres farvede Lys. Fængslet af en usynlig Magt udfører Maanen sit evige Kredsløb omkring Jorden, som den i Aarets Løb følger paa den lange Vandring- omkring Solen uden at vige fra dens umiddelbare Nærhed. Hvilket er det Baand, der knyt- ter Maanen til Jorden og tvinger den til bestandigt at om- kredse denne? Skulde den samme Kraft, som fængsler vort eget Legeme til Jordens store Masse, ogsaa kunne udøve sit Herredømme over Maanen, der svæver frit i Verdensrummet i en Afstand af 52000 Miil? Og hvis det var saa, maatte da ikke Maanen, ligesaavel som den frit svævende Steen eller den hastigt udskudte Kugle, omsider falde ind imod Jorden? Lad os søge at besvare disse Spørgsmaal; thi det lover os et rigt Indblik i Naturens almindelige Forhold. Jordens Tiltrækning virker, som om den var knyttet til dennes Midtpunkt; thi paa alle Steder af Jorden retter det frit faldende Legeme sin Flugt og peger det bevægelige Lod