Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

166 Ved denne liggende Stilling i sin Bane bliver Planeten belyst af Solen under ganske andre Forhold end de øvrige Plane- ter; idetmindste een Gang under Planetens Omløb om Solen staaer denne lodret over ethvert Sted paa Uranus Overflade, over Polerne saavelsom over Æqvator, medens til andre Ti- der Aar og Dag henrinde, uden at nogen Solstraale træffer det samme Sted, hvor tidligere Solstraaleme faldt lodrette ned paa Overfladen; og imedens for de Strækninger, der ligge i no- gen Afstand fra dens Æqvator, Solen saavel paa Aarets længste som paa dets korteste Dag næppe hæver sig over Hori- zonten, stiger den ved Jevndøgnstider op til Himlens høieste Punkt; for store Strækninger i Nærheden - af Planetens Po- ler ere de 84 Aar, i hvilke Planeten fuldender sit Kreds- løb, kun eet Døgn; i 42 Aar ruger Mørket over Planeten, og ingen Solstraale formaaer at trænge frem, imedens i de næste 42 Aar Solen ei viger fra Himlen, ja endog omsider kaster sine Straaler lodret paa Planetens Pol. Et saa forunderligt Forhold som det, Uranus og dens Maaner frembyde, maatte uvilkaarligt give Anledning- til mangehaande Betragtninger, og for Mange var dette et talende Beviis for, at Planeternes Grændse nu maatte være naaet. Astronomen speidede med sin mægtige Kikkert ud i det dybe Verdensrum for at opdage en fjernere Klode, hvis Til- stedeværelse synligt foruroligede Planeten Uranus Gang, men forgjæves; ingen Solstraale vendte tilbage fra denne Deel af Verdensrummet. Tyve Aar senere opdagedes vel ved Astro- nomernes forenede Bestræbelser fire nye Planeter, men de svævede imellem Mars- og Jupiterbanen og udfyldte et Mel- lemrum, hvor man alt for lang Tid siden havde anet en Planets Tilstedeværelse. Fyrgety ve Aar henrandt endnu, uden at Planeternes Antal blev forøget med nogen ny Klode, indtil derendelig i Aaret 1845 blev opdaget en ny Planet, der i bro-