Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

10 draaben staaer stille i Luften for med fornyet Kraft at fort- sætte den heftige Kamp, naar Mørket atter afløser det flyg- tige Lys. Mægtigt er det Indtryk, som vi modtage af Natu- ren i et saadant Øieblik; thi den søger at stemme vort Sind i samme Retning, i hvilken den selv optræder; vi ere ei længer slet og ret Tilskuere, vi tage Deel i det store Skue- spil. Nerverne spændes, Blodet ophidses, Pulsens Slag frem- skyndes, kort vi befinde os i en oprørt, feberagtig Tilstand, der er et svagt Billed af den choleriske Stemning, i hvilken selve Naturen fremtræder. Hvile vi derimod en klar og varm Midsommerdag i Skyggen af Bøgens udstrakte Krone, i hvilken intet Blad rører sig for at forkynde en kjølende og vederqvægende Vind, og lade vi da diet lang’tsomt glide omkring over Marker, Enge, Søer og Skove eller hæve sig mod Himlen, da møder os overalt en dyb Stilhed; thi ingen Bølge kruset Søens Overflade, men klart som et Speil viser den os et Billed af Skovene ved dens Kyster; ingen Vind bevæger Kornet paa den frodige Mark, men Straaet bøier sig phlegmatisk under Axets Vægt; ingen Sangstemme lyder til os fra Skovens Fuglehær, kun Græshoppen synger paa Engen, hvor Qvæget har søgt et Ly mod den brændende Sol og døsigt udstrakt sig paa det yppige Græstæppe; selv paa Himlens store Hvæl- ving spore vi intet Liv, ogsaa der hviler Naturen tilsynela- dende, kun i Skovens Blade og i Markens Græsstraae her- sker der en forøget Virksomhed, men den er skjult for vort Blik og kan ei bidrage til at oplive Naturen. Det Indtryk, som vi modtage i et saadant Øieblik, svarer til den Ro og tilsyneladende Ligegyldighed, i hvilken Naturen befinder sig; vi føle os ei opfordrede til at være virksomme ligeoverfor den hvilende Natur, og en vis phlegmatisk Stemning bemæg- tiget sig os. Har Øiet i Søens Speil eller i Himlens Blaae