Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

12 lig, frisk, livsglad og virksom. Kornet spirer paa Marken, Blomsten pryder Engen, og Træet afslører det ene Blad efter det andet for vort Blik; Bonden pløier sin Mark, og Fuglen bygger sin Rede; — alle sætte de deres Lid til Solen, der nu med hver Dag i rigeligere Maal sender sine Alt oplivende Straaler ud over Naturen, alle nære de sangvinske Forhaab- ninger om Fremtiden. Spiren paa Marken drømmer allerede om det kneisende Straa og det tunge Ax, og Knoppen, der netop har kastet sine Skjæl, troer inden föie Tid at have naaet Træets Top; Bonden drømmer om den rige Høst og Fuglen om en Rede fuld af Unger, og vi — ogsaa vi gjennemtræn- ges af ungdommelige Følelser og lade os paavirke af Natu- ren , hvis vi endnu besidde et modtageligt Sind. Naturen til- taler den Enkelte i desto større Grad, jo mere dennes Tem- perament stemmer overeens med det almindelige Udtryk, som Naturen i det givne Tilfælde antager; thi desto mindre er den Modstand, som Naturen møder ved at omstemme vort Sind, desto renere bliver Harmonien med Naturens almindelige Stemning. Og nu til Bjergene. Storhed og Frihed i Tanken, Dri- stighed og Skjönhed i Form, Rigdom og Fylde i Farver, og en Mangfoldighed af harmonisk ordnede Enkeltheder møde os overalt, hvorhen vi sende vort Blik. Vi lytte til de mangfoldige smaa Vandfald, som den ved vor Side forbi- llende Bæk danner, følge maaskee en enkelt Gang dens bug- tede Løb til den fjerne Strand, hvor dens Bølger blande sig med Havets og bryde sig mod vore Kyster; men hurtigt iler da Tanken atter tilbage og følger Øiet paa dets Flugt op igjennem Dalen, hvor Bjergenes kolossale Masser standse vort Blik for at føre det mod Himlen, der i det rene- ste Blaae spænder sin Hvælving over Bjergenes sneedæk- kede Tinde. Ei heller her finder Øiet og Tanken Hvile; de