Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

13 ile fra Sted til andet igjennem hele Dalen, fra Viinhaver og Kornmarker ved Bjergets Fod til den evige Vinter, der har opslaaet sin Bolig paa Bjergets høieste Tinde. Det Sprog, i hvilken den samlede Natur her taler til os, er Ungdommens og Frihedens. Hvad Under da, at Blodet rinder ungdomme- ligt i vore Aarer, at ogsaa Tanken faaer forøget Spændkraft, og Ordet strømmer frit fra Hjertet; thi vi ere Øieblikkets Børn, Fortid og Fremtid ligger skjult bag Biergene. Vor Förers Ankomst river os ud af vore Drømmerier. Med den kolossale Bjergstok i Haanden og en lille Pakke med Livs fornødenheder paa Nakken bryde vi op for at til- træde vor Vandring. En Tid lang følge vi Bækkens bugtede Leie op igjennem Dalen, indtil vi have naaet F oden al det Bjerg, som er vort Maal; i Zikzak stige vi da langsomt Skridt for Skridt op igjennem de Skove, som pryde Bjergets Sider, og mere end een Gang tilraaber Føreren os sit „lang- somt“, naar vi paavirkede af den livlige Natur uvilkaarligt fremskynde vore Skridt uden at tænke over den store For- skjel, der finder Sted imellem Gangen paa den jevne Vei og Stigningen op ad Bjerget. Imedens vi paa den jevne Landevei saa at sige glide hen ad Veien, maae vi ved Stigningen be- standigt løfte vort eget Legeme til en større og større Høide: hver 12—1500 Fod, vi stige op ad Bjerget, koster os lige- saa megen Anstrængelse som at tilbagelægge en Miils Vei paa den flade Jord. logger Toppen af Bjerget 8000 Fod over Dalen, da have vi en Vei at tilbagelægge, der fordrer idetmindste ligesaamegen Anstrengelse som en 6—7 Miles Marsch paa den jevne Landevei, uden at vi behøve at tage Hensyn til de overordentlige Anstrengelser, som enkelte Dele af Bjergstigningen muligviis kunne frembyde. Aarsagen til denne store Forskjel imellem Gangen og Stigningen er let at finde; ved at gaae hen ad den jevne Vei, lofte vi med hvert