Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

14 Skridt vort Legemes hele Vægt igjennem en ringe Høide for dernæst atter at lade Legemet synke. Naar vi i Gan- gen støtte begge Fødderne paa Jorden, indtager Legemet sin laveste Plads; det løftes, idet vi drage (len bageste Fod frem, har sin største Høide, naar Fødderne passere forbi hin- anden, og synker dernæst ned til sin første Høide, idet vi atter sætte Foden til Jorden. For hvert enkelt Skridt er det kun en ringe Størrelse, men for 12—14,000 Skridt, som ud- fordres for at tilbagelægge en Miil, voxer Summen af alle disse smaa Bevægelser op til den anseelige Størrelse af om- trent 10—1200 Fod; ved at tilbagelægge en Miils Vei have vi altsaa anvendt en ligesaa stor Kraft, som om vi havde løftet Legemets Vægt til en Høide af 10—1200 Fod. Men denne Størrelse lader sig betydeligt formindske ved Fød- dernes rette Brug, og den raske Fodgjængers Hemmelighed bestaaer netop i Maaden, paa hvilken han fører sit Legeme. Ved en Bøjning af Knæet og Fodleddet søger han bestandigt at holde sit Legeme i samme Høide, han synes ligesom at glide roligt hen ad Veien, imedens den, der ikke har øvet sig i en saa oekonomisk Brug af Fødderne, for hvert Skridt løfter og sænker sit Legeme igjennem en meget kjendelig Høide; men denne Bevægelse er en af de væsentligste Aar- sager til Udmattelsen, og jo mere Fodgængeren er istand til at undgaae denne Bevægelse af Legemet, desto længere vil han kunne gaae uden at blive træt. Den besværlige Gang opad Bjerget er for nogle Øje- blikke blevet afløst af en lille Sti, som med en jevn Stigning snoer sig hen ad Bjergets Side. De tætte Granskove tillade os ikke nogen Udsigt over Dalen, de skjule Omgivelserne for vort Blik, for at berede os en desto større Overraskelse. Idet vi træde ud af Skoven, see vi os paa Skrænten af en betydelig Kløft; lodrette Klippe-