Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

15 vægge omgive den til begge Sider og rage høit op over vort Hoved; kun en simpel Træbro klamrer sig fast til Klippens Vægge, og uvilkaarligt gribe vi efter Rækværket for at over- tyde os om dets Godhed. Hvor betydelig end denne Kløft synes at være, er den dog kun i Forhold til Bjergenes Masse en lille Revne, som i en Tid, da Jorden var underkastet stærke vulkanske Kræfters Virkninger, har dannet sig i Bjergets faste Masse. Vor Vei fører os igjennem dette Svælg, fra hvilket en isnende Kulde træder os imøde. I Kløf- tens Dyb bruser en Elv forbi, den styrter fra et Klippestykke til det næste og danner en Mængde Vandfald; overalt hvor Vandet ikke ved den stærke Bevægelse er opløst i Draaber, men viser en nogenlunde glat Overflade, fremtræder det med Himlens rene blaa Farve, ret som om det var dennes Farve, der speilede sig i det hurtigt forbillende, mangfoldigt bugtede Vandspeil, som indesluttet af de store lodrette Klippevægge aldrig træffes af nogen Solstraale. Ikke alene i Dybet bru- ser Vandet forbi, men den modsatte Klippevæg er i en Stræk- ning af over hundrede Fod dækket med et Slør af faldende Regndraaber; thi høit oppe paa Klippen bryder Vandet frem som et bredt Bælte og styrter ned i Afgrunden. I de første Øjeblikke danner Vandet et sammenhængende, frit svævende Tæppe, igjennem hvilket man seer Klippens Steenmasse, men allerede i en kort Afstand fra Vandets Udspring sønderrives det klare Vandtæppe og opløses i enkelte Draaber, der med stedse forøget Hastighed ile mod Dybet, som om de frygtede at blive Indhentede af de efterfølgende Draaber. Vi have her en Kilde i stor Maalestok; Regnvandet, som er faldet paa Bjergets høiere Dele, trænger ned igjennem de lettere Jordlag og’ Klippens Revner, indtil det standses af en Steenmasse, som det ei formaaer at gjennemtrænge, og’ langs med dennes Overflade glider det da hen, indtil det