Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

193 den forunderligste af alle dem, der omkredse Solen; det er en mægtig Ring, der svæver frit i Verdensrummet med Solen i sin Midte og i en Afstand fra denne maaskee større end Jor- dens. Hvad Saturns Ringe ere med Hensyn til denne Planet, det er Zodiakallyset med Hensyn til Solen; men imedens hine ere byggede af et fast Stof, ligesom de fleste af de øvrige Verdenskloder, bestaaer Zodiakallyset» Ring af den fineste Taage ligesom det Stof, der danner Cometernes Milli- oner Miil lange og dog saa lette Hale. Ligesom Sollyset synliggjør os Planetsystemets mørke Kloder, viser det os ogsaa Zodiakallysets Ring; men det Lys, som denne formaaer at sprede, er kun svagt, og der fordres en tropisk Himmels over- ordentlige Klarhed til at lade det ret kjendeligt fremtræde; kun sjeldent viser sig Zodiakallyset stærkt udviklet i de nord- ligere Lande, og lige indtil Slutningen af det syttende Aar- hundrede har derfor ogsaa dette storartede Phænomen und- draget sig Opmærksomheden. Det er atter Dag; den tolv Timer lange Nat er plud- seligt bleven afløst af Dagen, og kun en kort Dæmring har mildnet den stærke Overgang; Solen har hævet sig ildrød over Oceanets Bølger og begynder atter sit Løb hen over Himlen. Vel brænder Solen med usvækket Kraft, og Vinden og Havets Vande strømme i samme Retning som tidligere, og dog er en kjendelig Forandring indtraadt; Luften er ei mere saa klar og dyb som tidligere, og dens Farve minder os om Himlen i vort Hjem. Alt ved Midclagstide vise Skystriber sig i Hori- zonten mod Syd, men de forsvinde i Løbet af Dagen, og ved Solens Nedgang er Luften atter klar, omendskjøndt Stjernehimlen tydeligt viser, at Luften har tabt en stor Deel af sin Gjennemsigtighed. Nordostpassaten, hvis Retning vi nu i Uger og Dage have fulgt, aftager efterhaanden kjendeligt i Styrke, med hver Time bliver den svagere og svagere, 13