Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

og alt inden den kommende Dag er den friske Vind, der hur- tigt har ført os over det mægtige Ocean, fuldkomment hendøet, og Skibet glider for hængende Seil paa den rolige Havflade. Dagen bryder atter frem, og Solen stiger ildrød frem af Havet; Himlen er skyfri, men ingen Vind rører sig; Varmen stiger i en trykkende Grad, vore Sandsei- sløves, og vi ændse næppe, at Skibet afmægtigt føres af Strømmen, mod den fjerne Kyst, der truende fremtoner i Horizonten. Men alt som Solen hæver sig høiere over Horizonten, rynker Himlen sine Bryn; tætte Skyer danne sig over vort Hoved, og Regnen styrter strømmeviis ned; Lynilden belyser den formørkede Himmel, og Tordenen ruller, imedens kortvarige Vindstød føre Skibet snart i en og snart i en anden Retning. Nogle ængstelsesfulde Timer forløbe, forinden Üveiret har udraset; omsider gjennembryder Solen atter det tætte Skylag, Sky for Sky forsvinde fra Himlen, og snart gløde atter Solens Straaler med usvækket Kraft igjennem den fuldkomment rolige Atmosphære, indtil omsider den mørke Nat afløser Dagens brændende Hede. Stjernerne funkle uroligt som Følge af den fugtige Luft, og kun i Zenith skinne endnu enkelte klart og roligt. Det er en lang og farefuld Nat; thi ingen Luft- ning fylder de slappe Seil og giver os Herredømme over Skibets Gang, og intet Anker mægter at fange den 12—16000 Fod dybe Havbund; værgeløst glider Skibet i den dødsstille Nat, drevet af Havets Strømning mod den farefulde Kyst, som Nattens Mørke fuldstændigt tilslører for vort Blik. Det er et Øieblik, i hvilket Skipperen, der kjækt trodser Stormens og Bølgernes Magt, modløst sænker Hovedet; thi han har ei Herredømme over Skibet, og hans Skjæbne ligger i Tilfældets uberegnelige Magt. — Ved Oronocoflodens Mundinger ville vi dvæle nogle Øjeblikke for at gjøre os fortrolige med Livet i Naturen paa