Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

195 de Steder, der udøve en saare mægtig Indflydelse paa alle jordiske Forhold. Vi sidde ved Bredden af det udstrakte Hav; mægtige Klippeblokke, smykkede med den tropiske Zones yppige Flora, beskytte os mod Østens Sol, imedens slanke Palmer skjærmende udbrede deres høitsvævende Krone over vort Hoved. Solen har alt i Løbet af samfulde fire Timer sendt sine glødende Straaler ud overjorden og Havet: men endnu minder Intet om, at vi befinde os i det Jord- strøg, fra hvilket Vinden og Havets Strømninger have deres Oprindelse; thi Himlen har fra den tidlige Morgenstund af viist sig i sin fuldkomne Klarhed, og Havets svagt krusede Overflade er kun Virkningen af den alt hendøende Paalands- vind, der her ligesom ved vore Kyster fremtræder ved Solens Opgang. Og dog virker i disse Egne i al Stilhed og mægtigere end paa noget andet Sted af Jorden den Kraft, fra hvilken al Bevægelse, alt Liv paa Jorden har sin Oprindelse: lier, hvor Solen ved Middagstid sidder paa Himlens høieste Punkt, virker den med sin hele Magtfuldkommenhed opvar- mende paa Jorden og Havet; mættet med Vanddampe fra Havet stiger den nedre, stærkt opvarmede og udvidede Luft hurtigt op til de høiere Dele af Atmosphæren for, udbre- dende sig mod Nord og Syd, at fordele sig over den hele Jord. Qviksølvets regelmæssige Dalen i Barometret viser os, at Vægten af den Luftmasse, der hviler over os, bestandigt aftager; men næppe er denne Forandring i Lufttrykket bleven ret kjendelig, førend lette Skyer drage et Slør over Himlen, der med hvert Øieblik bliver tættere og tættere, indtil efter en kort Tid et voldsomt Uveir bryder løs over den for nogle Øjeblikke siden saa rolige Natur. Regnen styrter i store Draaber til Jorden, og talrige Lyn gjennemkrydse Skyerne, imedens Tordenen ruller med en Styrke, om hvilken man i vore Bre- der ikke kan danne sig noget Begreb, og om hvilken Tordenen 13*