Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

211 i Form af Snee, forinden den blev fortrængt fra Bjergene, og dette Forhold hilses af Bjergboen med Glæde, som et Tegn til klart og stadigt Veir. De Omstændigheder, der bevirke, at saaledes snart den ene og snart den anden af disse Hovedvinde glider henover et bestemt Sted af Jorden, ere os ukjendte i deres Enkeltheder. Saasnart vi komme Nord for Vinterregnens Bælte, der indbe- fatter den største Deel af Middelhavets Kyster, og vi altsaa træde over i den tempererede Zone, ophører Regelmæssigheden i Vind og Veir. Regn og mørkt Veir, der i de varme Jordstrøg ere henviste til bestemte Tider af Aaret, fordeles, efterhaan- den som vi vandre videre mod Nord, mere jevnt over det hele Aar, saa at det ei mere bliver Nedslagets Mængde og Hyppighed, men derimod Luftens Varmegrad og Solens Stil- ling, der betegne de ved mildnende Overgange forenede Aarstider. Allerede i Middelhavslandene er Sommeren ikke aldeles fri for Regn, omendskjøndt en reen og klar Luft paa disse Steder er Sommerens Særkjende; imedens i Lissa- bon kun Vso Deel af Aarets Regnmængde falder i Somme- rens Løb, udgjør Sommerregnens Mængde i Palermo 1/i8 og i Rom Vf» Deel af hele Aarets. Men overskride vi Alperne, da fremtræder Fordelingen af Regnen over alle Aarstider paa den for de tempererede Lande eiendommelige Maade først i sit hele Omfang, saa at i Stuttgart og Kjøbenhavn 1/s Deel og i Prag og St. Petersborg næsten Halvdelen af den hele Regnmængde falder i Sommerens Løb. Samtidigt tiltage ogsaa de vestlige Vin- des Hyppighed som en Følge af, at Sydens varme Luftstrøm, der paa sin Vandring mod Nord, paa Grund af Jordens Om- dreining, stedse antager en mere vestlig Retning, sænker sig- ned til Jordens Overflade, og for næsten hele Mellem- og Nordeuropa herske de vestlige Vinde over Halvdelen af Aa- ret; det er disse Vinde, der bringe os den hyppige og ofte 14*