Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

stærkt ved Varmestraaling under den klare Himmel, at Him- len den kommende Morgen fremtræder indhyllet i Skyer. Ofte gjentager dette Forhold sig i længere Tid, naar ved Ve- stenvind Qviksølvet i Barometret viser „ustadigt Veir“; Dagen begynder da regnfuld, og ofte falder Regnen endog med stor Voldsomhed, drevet af den stærke Vestenvind; Intet tyder paa nogen Forandring, og dog sprede de tunge Skyer sig i Dagens varmeste Timer, og Vinden sagtner sin Flugt, saa at ved Solens Nedgang Aftenrøden kan udvikle sig i sin hele Pragt paa en næsten klar Himmel. Omsider be- gynder Lufttrykket atter at stige og Vinden at dreie sig mod Nord; Regnen falder rigeligere, men kun en kort Tid, indtil den kolde Luftstrøm bar fortrængt den varme. Den blaae Him- mel kommer hist og her tilsyne; men Veiret er endnu ustadigt, store adskilte Skyer drage hurtigt henover Himlen, og hyp- pige kortvarige Regnskyl indtræde. Thi idet Solen nu kan trænge igjennem og opvarme den fugtige Jord, mætte de lavere Luftlag sig stærkt med Vanddampe og stige da løftede af Solens Varme til de høiere Dele af Atmospliæren. Men kun i Berøring med Jorden er Luften varm, allerede i en ringe Høide afkjøles den opstigende Luft navnlig i denne Aarstid saa stærkt, at en hurtig Dampfortætning foregaaer, og der dannes da de paa Grund af deres ringe Afstand tilsyneladende store, løst begrændsede og hurtigt ilende Skyer, der bringe os Foraarets hyppige Regnbyger. Naar omsider Jordbunden er bleven tør og Luften varm ved Solens vedvarende Indvirk- ning, indtræder et stadigt Veil, imedens Norden- og Osten- vinden tilfører os en kold og tør Luft. Det er Sommer; Himlen er skyfri, Luften varm, Qvik- sølvet staaer høit i Barometret, og Psychrometret angiver os, at Luften er tør, at dens Bedugningspunkt ligger langt under dens Varmegrad; der er altsaa al Sandsynlighed for et sta-