Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

217 digt og smukt Veir. Kun den Omstændighed, at Luften er stille, lader os befrygte det Modsatte; thi Vindstille er som oftest Forløberen for en Forandring i Veiret og hidrører fra, at modsatte Luftstrømninger stræbe efter at bemægtige sig vor Deel af Atmosphæren. Ligesom i den stille Zone over- trækker Himlen sig med Skyer i den varmeste Deel af Da- gen, idet den varme og fugtige Luft stiger til Atmosphærens høiere Regioner; thi selv i Sommerens varmeste Tid er Luf- ten kold i nogen Afstand over Jorden, idet dens Varmegrad afta- ger over to Grader for hver 1000 Fods Høide. Men ime- dens i den stille Zone Fortætningen skrider saavidt frem, at Regnen falder rigeligt, dannes i vore Egne kun fine, krusede Skyer, der alt inden. Aften som oftest atter ere forsvundne. Den næste Dag gjentage de samme Phænomener sig; men efterhaanden mætter Luften sig stærkere med Vanddampe, og uagtet dens Varmegrad ikke væsentligt forandrer sig, bliver Luften dog trykkende: thi netop derved, at den nu er rigere paa Vanddampe, foregaaer Fordampningen fra vort Legeme og den derved forbundne Afkjøling med en ringere Styrke. Lufttrykket aftager som en Følge af den større Mængde Vand- dampe, Skyerne, der danne sig i Middagsstunden, blive tættere og opløses vanskeligere, ofte dvæle de paa Himlen indtil langt ud paa Aftenen, og om Morgenen hviler Taagen ofte over Jorden, idet Luften i Nattens Løb er afkjølet under sit Bedugningspunkt Solens Varme opløser atter Taagen, men i Middagsstunden danne Skyerne sig tættere end tilforn, og omsider afløses Atmosphærens midlertidige hvilende Tilstand af Tordenveiret, der baner Veien for en af de kjæmpende Vinde. Naar da Vinden atter har forjaget de lavtsvævende Torden- skyer. har Himlen forandret sit Udseende, idet den bærer Spor af, at vi ere rykkede Vindenes Kampplads nærmere; og glider da den friske Østenvind henover Jorden, da see vi