Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

222 Stillinger, naar ikke en 1 den store Mængde fast indgroet Fordom bestandigt havde tillagt Maanen en væsentlig Ind- flydelse paa Vejrliget. Af Resultatet af denne Undersøgelse fremgaaer det nu tydeligt, at denne Indvirkning maatte have unddraget sig Enhver, der ikke havde Optegnelser over Vejrfor- andringer over store Tidsrum og fra mange Steder af Jordens Overflade; thi hvis man vil tilskrive Maanen Veirligets For- skjelligheder, da er dens Indvirkning ikke større, end at det ved Fuldmaane af 100 Gange regner de 47, i hvilket Til- fælde man altsaa ikke bemærker denne, imedens Nymaanen for hver 100 Gange møder 43 Gange med Regnveir; og saa- ledes kan Videnskaben nu støttende sig til disse uomstødelige Kjendsgjerninger med Bestemthed afvise den Paastand, at. Maanen udøver en væsentlig Indflydelse paa Veirliget. Den stærke Frost afløses omsider af et mildere Veir. Ofte skeer denne Forandring meget hurtigt, Qviksølvet synker da stærkt i Barometret og stiger i Thermometret, Vinden gaaer mod Syd og Vest, og Snee og Regn afløse Frosten. Til andre Tider indtræder denne Forandring langsomt; Luftrykket aftager og Varmen tiltager da jevnt, Vinden sagtner sin Flugt, og det bliver omsider Vindstille; Himlen er endnu klar ved Nattens Komme, men den næste Morgen drager en kold Taage henover Jorden, og paa Træernes nøgne Grene har Rimen leiret sig, dog ikke i fine mod alle Retninger pegende, giindsende Naale, saaledes som det er Tilfældet, naar den ligesom Duggen dannes ved Varme- udstraaling under den kolde Nats klare Himmel; Rimen sidder kun paa den ene Side af Grenene og dannes af tykke lis- krystaller. Og betragte vi nøie deres Afleiring paa de for- skjellige Grene, da kan det ikke undgaae vor Opmærksomhed, at den iisbelagte Side af Grenene stedse vender mod den samme Retning; de vende alle den ilsklædte Side mod den Kant, fra hvilken den fugtige Luft har sænket sig og nu som en lavt-