Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

223 svævende Sky drager henad Jordens Overflade. Vanddampene af den fugtige Luft have fortættet sig til lis paa de ved den forudgaaende Frost stærkt afkjølede Grene, naturligviis stærkest paa den Side, fra hvilken den svage Luftstrøm kommer, og saaledes angiver os Rimens Afleiring den Retning, i hvilken Luftningen er draget henover Jorden i Nattens Løb. Ligesom de fugtige Vinde afgive endeel af deres Vanddampe til Bjergenes Vindside, forinden de udtørrede glide henover de hiinsides liggende Lande, saaledes har ogsaa Fugtigheden afsat sig paa Grenenes Vindside, imedens den modsatte Deel er fri for Riim. Men denne Riim har kun en kort Varighed, alt i Formiddagens Løb stiger Luftens Varme saa stærkt, at de tunge liskrystaller i talrig Mængde raslende falde til Jorden. Samtidigt med Rimen har lisslaget dannet sig paa Jorden, der, afkjølet langt under Vandets Frysepunkt ved den forudgaaende Frost, virksomt har fortættet Dampene af den fugtige Luft. Kun naar denne drager langsomt henover Jorden, danner sig denne eiendommelige Riim; lisslaget derimod fremtræder, selv naar en stærkere Luftstrøm glider henover den stærkt afkjø- lede Jord; men kommer den fugtige Luft med større Hurtighed, da danner sig Sneefog, der da ofte, alt, eftersom Varmen sti- ger, gaaer over til Regn. Ofte indtræde de modsatte Virkninger. Efter længere Tids mildt og fugtigt Veir sagtner Vinden sin Flugt, de eens- formige Skylag forsvinde, Luften afkjøler sig hurtigt ved Ud- straaling mod det aabnede Verdensrum og sammentrækker sig, imedens de øvre Luftlag iiskolde synke ned over Jorden. Da damper Jorden ligesom Engen i den milde Sommeraften, omendakjøndt Luftens Varmegrad er sunket langt under Fryse- punktet; thi Jorden afkjøles kun langsomt, den nedsynk ende tørre Luft opvarmes i Berøring med denne og fordamper Vand fra dens Overflade; men hurtigt fortættes atter de op-