Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

225 Ville vi nu søge at bringe disse vort Klimas Hovedtræk i Samklang med de almindelige Veirliget bestemmende For- hold, der saa skarpt og tydeligt afpræge sig i de varme Jord- strøgs tvende Aarstider, da maae vi vel erindre, at vort Land ligger paa den Deel af Jordkloden, hvor den varme og fugtige Luft, som paa den stille Zones Grændse hæves til Atmos- phærens høiere Regioner, atter sænker sig til Jorden og frem- træder som en Sydvest- eller Vestenvind, og at det altsaa er denne Vind, der ifølge Naturens almindelige Anordning maa være den fremherskende Vind i den Zone, i hvilken vi bygge og boe. Og i Virkeligheden drager den med stor Regel- mæssighed over Atlanterhavet; kun i Nærheden af Fastlandene taber den, ligesom alle Jordens Hovedvinde, endeel af sin Regelmæssighed og fortrænges ofte af den kolde Polarstrøms tunge og tørre Luft. Men ogsaa den Omstændighed, at vort Land ligger paa Grændsen imellem Hav og Land, har en Indflydelse paa vort Klima; mod Vest danner Atlanterhavet og mod Øst og Syd Europas Fastland vore indflydelsesrige Omgivelser. Naar nu i Sommerens Løb Solen opvarmer Hav og Land, da stræber Luften at strømme fra Havet ind over Landet, i vore Egne ligesom paa ethvert Sted af Jorden; thi den faste Jordbund opvarmes hurtigere og stærkere end Havets Vand, hvor tillige Fordampningen fremkalder en Af- kjøling. Hovedretningen af den Luftstrøm, som derved vilde danne sig, gaaer fra Nordvest til Sydost lodret mod den Linie, der adskiller den gamle Verdens Fastland fra Atlanter- havet paa ftenne Side af Æqvator , og den vil indvirke paa den til alle Aarstider fremherskende sydvestlige Vind ved at bøie denne mere ind imod Fastlandet, saa at Hovedvindretningen i Sommerens Løb bliver vestlig. Efterhaanden som Aaret skrider frem, taber imidlertid denne Indvirkning af Fastlandet sin Indflydelse, Vinden gaaer atter tilbage til Sydvest, der er 15