Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

17 det fior en halv Time siden i Skoven viste 20 Grader. Og- saa Vildbækkens Vand har en meget ringe Varmegrad; thi den har sit Udspring’ fra de Sneemasser, der hvile i Bjer- gets Kløfter. Forinden vi forlade dette Sted for at stige høiere, kaste vi et Blik tilbage for ret at fængsle Indtrykket af denne storartede og vilde Natur; koldt og alvorsfuldt staae de steile Klipper for os i deres dristige Former og danne ved deres nøgne Vægge og den indesluttede kolde og fugtige Luft en stærk Modsætning til den rene, blaae Himmel og den frodige Plantevæxt, der pryder Fjeldenes Tinde; i Dybet bruser El- ven forbi i dristigt Løb, stormer vildt imod Klipperne og sprøiter Skummet høit op ad deres Vægge, imedens den i Udstrækning majestætiske Kilde roligt bryder umiddelbart frem af Klippen og i Faldet drager et prægtigt Slør for Klippens nøgne Væg, forinden den forsvinder i den vilde Elv som en Draabe i Havet Tause fortsætte vi dernæst vor Vandring opad Bjer- get, for at Samtalen ei skal bortlede Opmærksomheden fra vor Fod og gjøre vore Skridt usikkre; men der, hvor Naturen særligt tiltrækker sig vor Opmærksomhed, standse vi vor Gang og give Ordet og Tanken frit Løb. Fra et fremspringende Klippestykke, paa hvilket vi have dri- stet os ud, skue vi lige ned i et gabende Svælg, hvis Dybde efter Førerens Udsagn er over 100 Fod. Skulle vi prøve lians Udsagns Rigtighed ved at afæske Svælget selv et Svar? Nuvel, vi lade en stor Steen rulle ud over Skrænten og styrte ned i Afgrunden; vi lytte, og efter tre Secunder lyder Svaret fra Dybet, at Stenen har naaet sit Bestemmel- sessted. Det gjælder nu kun om at forstaae det Svar, som Naturen selv har givet os; thi den taler sit eget Sprog’, som den Uindviede kun sjelden forstaaer. Men ved nøiagtigt at 2