Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

242 Luften, som trænger ind i disse Kløfter, afkjøles af Jismassen og synker tung og kold ned i Gletscherens Dyb, hvor den følger Vandet paa dets Løb under Jismassen til Dalen; men her skilles de atter, idet Vandet iler til Bækken, og den tunge Luft som en kold Vind strømmer ud i den dybe Dal, hvor mangen en blomstrende Busk, der staaer i Gletscherens Nærhed, kun altfor meget føler Virkningen af den kolde Luftstrøm, der lig en skarp Nordenvind standser Planten i sin Udvikling. Alt eftersom vi stige høiere, forsvinder den mere regel- mæssige Form; den store Jismasses Overflade, der-hidtil ikke frembød væsentlige Ujevnheder og kun hvælvede sig i Midten, ligesom det hurtigt strømmende Vand i det snevre Flodleie, antager en mere uregelmæssig Form, idet Overfladen omsider kun frembyder en Uendelighed af sammenstuvede og frit- formede Jismasser, ikke ulige dem, som en stærk Paalandsvind undertiden om Foraaret optaarner om vore Kyster. Ogsaa Gletscherens Masse er forandret; Jsen er ikke mere saa reei) og klar som i Dalen og dækkes nu og da af Snee, der bygger en skrøbelig Bro over usynlige Kløfter, i hvilke alt mangen en Vandrer har fundet sin Grav. Vi ere kun nogle faa Skridt fra den høieste, fra Dalen synlige Rand af Glet- scheren, fra det Sted, hvor denne begynder sit stærke Fald ned imod Dalen; en Muur af kjæmpemæssige, skarptkantede Jisblokke i de meest forskjellige, bestandigt vexlende Former, adskiller os fra det Jishav, der om nogle Øjeblikke aabner sig for vort speidende Blik. Nu og da drøner den store Jismasse, naar den som en Følge af den usynlige Bevægelse revner i sit Indre, eller et Jisstykke løsriver sig fra sit fremspringende Standpunkt, rutscher ned imod Dalen og hurtigt forsvinder for vort Blik. De mørke Naaletræer, dei ved Gletscherens Fod dannede tætte Skove, ere efterhaanden