Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

244 Fald, og Echoet forplanter Larmen dybt ned imod Dalen. Store Sneemasser af mange Hundrede Fods Mægtighed ligge her optaarnede, beredte til at begynde deres langsomme Van- dring ned imod Dalen og at gjøre Plads for de Masser, son; Lavinerne hvert Øieblik tilføre. Paa de høie Bjerges Tinde er Sneen som en Følge af tlen stærke Kulde altid løs og fiin ligesom Frostsneen i vort Hjem; letbevægelig som den er, kan den ei samle sig i store Mængder paa Bjergenes heldende Flader, men skrider, saasnart den har naaet en vis Høide, eller Vinden løsner dens Sammenhæng, som en jevn Strøm ned ad Bjergets Sider og styrter ofte over en fremspringende Skrænt ned i Afgrundens Dyb. Betragtet i Afstand — thi vi ville vel vogte os for at nærme os disse farefulde Steder — ligne de styrtende Sneemasser et stærkt brusende og skummende Vandfald, og ligesom lette Skyer, dannede af utallige fine Vanddraaber, tilsløre dettes Fod, saaledes reise sig ogsaa store Sneeskyer lig en Damp ved Foden af den blendende hvide Straale, som den faldende Sneemasse danner. Men disse Laviners Larmen overgaae langt Vandfaldets Brusen og vækker alt i det Fjerne den Vandrendes Opmærksomhed. Ved det pludselige Fald af disse store Masser opstaaer en stærk Fortætning af Luften i den nærmeste Omgivelse og fremkaldes heftige Vindstød; men da de foregaae i Bjergenes høieste Regioner, paa Steder, hvor intet levende Væsen har opslaaet sit Bo og selv ingen Plante voxer, volde de kun sjelden nogen Ulykke. Een Lavines Fald drager derimod ofte mange andre efter sig; thi utrolig ringe er den Kraft, der udfordres til at sætte den paa disse Skraa- ninger hvilende, let bevægelige Snee i Bevægelse, og de Vindstød, som en Lavine frembringer, bliver saaledes ofte Aarsag til store Sneemassers Fald. Naar om Vinteren den kolde, let bevægelige Snee træder længere ned ad Bjergenes