Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

245 Sider og nærmer sig befærdede Veie og menneskelige Boliger, da vogter den Reisende sig vel for at afbryde den Dødsstilhed, der er udbredt over disse Egne; og hvor om Sommeren den eensformige Lyd fra Hestenes Bjælder overdøves af Post- hornets Klang og Pidskens Knalden, sniger den lette »Slæde sig om Vinteren hurtigt og lydløst hen over de snee- dækkede Veie. Det er imidlertid kun i de høieste Regioner, at Sneen er fiin og las som Støvet paa vore Landeveie; allerede i de højtliggende Dale, langt over Sneegrændsen forandres den i Sommerens Løb væsentligt ved Solens Varme. Omringet af Bjergenes høieste Tinder finde vi her de ofte flere Miil lange og brede Snee- og Jismarker, der opfange den løse Snee, der i rigeligt Maal strømmer til fra de omgivende Høider. Men naar Solen har opvarmet den løse, fygende Snee til dens Smeltepunkt, bliver den blød og synker let sammen; de enkelte Sneekorn hæfte sig da til hiinanden, og i den paa- følgende Nat fryse de sammen til store Korn. Den næste Dag indfinder Solens Varme sig paany, de dannede større Korn hæfte sig til hiinanden, fryse atter sammen om Natten, og saaledes fortsætter denne Vexelvirkning af Varme og Kulde sig, indtil enten Sneemassen er forvandlet til Jis, eller For- dampning og Smeltning have bortskaffet Sneen. Vi kunne selv i vore Lande tydeligt iagttage dette Forhold hvert Foraar, naar efter en sneerig Vinter, varme Dage og kolde Nætter i længere Tid afvexle; thi da forandrer den lette, sammenfygede Snee sig efterhaanden til en af meget grove Jiskorn bestaaende Masse, der ofte synker sammen til sammenhængende Jis. Eet Forhold bidrager imidlertid i Bjergene til hurtigere og fuldstændigere at forvandle Sneen til sammenhængende Jis- masser; thi disse ofte 1000 Fod dybe Sneeraasser befinde sig idetmindste tildeels under et betydeligt Tryk, der vil