Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

249 Dalen; thi i Dag.ens Løb hviler Gletscheren, imedens Solen smelter Vandet paa dens Overflade, og dette trænger ind i dens utallige Revner; først ved Nattens og Kuldens Komme gjør den sit korte Skridt ned imod Dalen, dreven af det frysende Vands uimodstaaelige Magt. Naar man seer disse ofte Tusinder Fod brede og milelange Jismasser, kan man kun vanskeligt tilbageholde en Tvivl om, at den tilsyneladende saa ubetydelige Kraft, der bringer Jorden til at hensmuldre paa vore Marker, er den samme som den, der fremtvinger disse Jismassers Bevægelse. Og dog er det saa: Tusinder og atter Tusinder Jispartikler danne sig i Gletscherens Revner, enhver bidrager sin ringe Skjærv, og den hele Jismasses Fremadskriden er Resultatet af det ved samtlige Jispartiklers Dannelse udøvede Tryk. Paa sin lange og langsomme Vandring imellem de ofte skovbevoxede Klippevægge skrider den store Jismasse frem ligesom en Flod i sit snevre Leie, hurtigere i Midten end paa Siderne, hurtigere paa Overfladen end i Grunden, hvor Gnidningen imod Klippens Masse standser dens Bevægelse. Paa dens Overflade virker Solen i Sommerens Løb, fordamper endeel af Isen og smelter en anden Deel, der da ofte trænger igjennem de dybe Kløfter for hurtigt at bevæge sig under den store Jismasse ned imod Dalen, idet den bortskyller det løse Sand, til hvilket mangen en Klippeblok er bleven knust. Med førøget Kraft virker Solens Varme langs med Gletscherens Rand, hvor dens Straaler kastes tilbage af Klippevæggene, og derved opstaaer da Gletscherens hvælvede Overflade, idet Isen smelter hurtigere bort paa Siderne end i Midten. Ringe er den Vei, Gletscheren tilbagelægger om Vinteren i Sammenligning med den Hurtighed, med hvilken den bevæger sig fremad i den varmeste Deel af Aaret, naar varme Dage og kolde Nætter afvexle. Man har fundet, at Gletscheren,