Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet
Forfatter: Julius Thomsen
År: 1856
Forlag: Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger.
Sted: Kjöbenhavn
Sider: 287
UDK: 50 GL.
DOI: 10.48563/dtu-0000088
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
260
Fixstjerne, kan møde vort Øie og bringe os Efterretning om
Stjernens nuværende Tilstand. Men naar Lyset behøver 3
Aar for at naae fra den nærmeste Fixstjerne til vort Øie,
hvor lang en Tid maa det da ikke udfordre for at ile os
imøde fra Verdensrummets fjerneste Egne! Melkeveiens yderste
Stjerner befinde sig saa fjernt fra vor Jord, at Lyset, behøver
halvtredietusinde Aar til at gjennemløbe denne Afstand, og
dog ere Melkeveiens utallige Stjerner de, der ligge os nærmest
af alle. Men Tusinder Gange dybere mægter det væbnede
Øie at trænge ind i Verdensrummet, og der finder det Verdener
saa fjerntliggende, at Lyset bruger Millioner af Aar for at
ile fra dem til vort Øie. Hvad Lyset meddeler os om hine
Verdener, det er altsaa ikke deres nuværende Tilstand, men
den, i hvilken disse Stjerner befandt sig i det Øieblik, da
den Lysstraale, der netop nu træffer vort Øie, forlod disse
fjerne Egne; og Efterretningernes Ælde er altsaa netop i
samme Grad større, som Stjernerne ere fjernere.
I Stjernerne kunne vi altsaa læse Verdens Historie. Jo
dybere vi mægte at trænge ud i Verdensrummet, desto længere
kunne vi ogsaa skue tilbage i Tiden, og jo fuldkomnere et
Billed vore Kikkerter formaae at give os af Himlens høist
forskjellige Stjerner, desto fuldstændigere ville vi kunne
skrive den Historie, til hvilken enhver af Himlens talløse
Stjerner bidrager sin Deel. —
Lad os lytte til, hvad Stjernerne fortælle om Verdens
tidligere Tilstand! Fjernt i Verdensrummets Dyb, paa de
mørke Steder af Himlen, hvor selv det væbnede Øie ei for-
maaer at opdage nogen Stjerne, viser den mægtige Kikkert
os Verdensrummets Skyer, svagt lysende og uregelmæssigt
begiændsede Taagemasser; de ere saa fjernt fra vor Jord, at
vi ei mægte at bestemme deres Afstand, og den Form, i hvilken
de nu vise sig for os, er maaskee den, i hvilken de for