Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

262 disse forsvinde med Tiden, og de enkelte smaa Verdensskyer uddanne sig nu videre; den oprindeligt uregelmæssige Form lider en betydelig Afrunding, de ofte talrige, lysende Grene forsvinde, og Taagen antager en rund eller elliptitk Form, der minder om Planeternes fladtrykte Kugleform, og derfor kalder man disse Verdenskloder planetariske Taager. Ogsaa denne Form er kun en midlertidig; Lyset, som endnu er eensformigt fordeelt over den hele ovale Skive, tiltager efter- haanden i Styrke fra Kanten ind imod Midten, og efter kortere eller længere Tid danner sig en stærkt lysende Stjerne i hver af disse smaa, svagt lysende Taager. Denne Stjerne er endnu ei skarptbegrændset, dens Lys gaaer jevnt over i Omgivelsens; dog efterhaanden træder den stærkere frem af den lysende Taage, indtil den omsider viser sig som en Stjerne omgivet af en svagt lysende Atmosphære, og da er Taagepletten udviklet til en Taagestjerne. Enhver af disse Taagestjerner udvikler sig til en Stjerne lig’ vor Sol, idet den omsvævende Taage for- tætter sig til usynlige Kloder. Og da er der af den store Taagemasse, af hvilken Stjernen blev dannet, kun et stærkt lysende Punkt tilbage; selv naar vi betragte Himlens meest glimrende Stjerner med det væbnede Øie, formaae vi ikke at opdage nogen Udstrækning; den tilsyneladende store, straalende Stjerne viser sig kun som et lysende Punkt, og netop derved bliver det let at adskille Fixstjernerne fra Planeterne; thi imedens hine svinde ind til et eneste Lyspunkt, vise derimod disse sig som en lysende kredsformig Flade. Hvis vi efter lange Aarrækker kunde rette Kikkerten mod den Plet af Himlen, hvor vi nu see den svagt lysende Taage, da vilde vi finde den forvandlet til en Gruppe af Tusinder klartskinnende Stjerner. Paa mange Steder er Ud- viklingen allerede skredet saa vidt frem, det uvæbnede Øie troer at see en eensformigt lysende Taage, men Kikkerten