Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

263 opløser denne i Tusinder af smaa Stjerner, og ofte møder det væbnede Øie Stjernegrupper, der ere saa righoldige, at man paa en Plet af Himlen, der kun har */io Deel af Maane- skivens Størrelse, kan opdage flere Stjerner, end der for det uvæbnede Øie ere synlige paa den hele Stjernehimmel. Og enhver af disse Stjerner er en Klode som vor Sol. Ogsaa denne har engang dannet- en Deel af en udstrakt Taagemasse, lig dem, der endnu tilsyneladende fremtræde i Verdensrummets Dyb; men den har gjennemløbet alle de Mellemtilstande, som Lyset gjør os bekjendt med i Stjernernes Regioner, og bærer endnu kun ved sin ringe Tæthed Præget fra hiin fjerne Tid. Men kun en saare ringe Deel af denne Taagemasse er med- gaaet til Solens og vort Planetsystems Dannelse; thi alle Melkeveiens utallige Stjerner, af hvilke de fleste ere usynlige for det uvæbnede Øie, ere Solens Samtidige, de ere dannede af den samme store Verdenssky, fra hvilken Solen har sin Oprindelse. Melkeveien er ei en Krands af Stjerner, saaledes som det synes for Øiet, men en mægtig, afrundet og skiveformig Stjernegruppe, hvis Udstrækning i Længde og Brede er syv til otte Gange saa stor som dens Tykkelse. Fjernt fra alle andre Stjerner svæver denne store Gruppe i Verdensrummet, Solens Plads er langt fra dens Midtpunkt, og netop af den Grund viser Melkeveiens Stjerner sig som en lysende Ring; thi naar Øiet falder ud i Retningen af Stjernelagets største Udstrækning, see vi igjennem dettes hele Dybde, og da frem- træder Melkeveiens svage Lysskjær som Virkning af de utal- lige Stjerner, der have deres Plads i denne Retning. I alle andre Retninger derimod møde vi forholdsviis kun faa Stjerner; thi der har Stjernelaget sin ringeste Tykkelse. Allerede det Rum, som vort Planetsystem indtager, vækker vor Forbauselse ved sin Størrelse, og kun vanskeligt kunne vi fatte Afstande lig den, der skiller den fjerneste Planet fra