Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

264 Solen; men i det store Verdensrum ere selv disse Størrelser forsvindende. Afstanden til den nærmeste af Melkeveiens Stjerner er 6000 Gange saa stor som Neptuns Afstand fra Solen. Selv om vi med Lysets Hastighed, halvtredie Millioner Miil i hvert Minut, ile ud i Verdensrummet, ville ikke mindre end 3 Aar forløbe, forinden vi møde den nærmeste af Himlens Stjerner; men ville vi da fortsætte vor Flugt i lige Retning og med uforandret Hastighed til vor Stjernegruppes yderste Grændser, da vil en saadan Flugt udfordre halvtredie- tusinde Aar, det er den Tid, Lyset behøver for at ile os imøde fra den fjerneste af Melkeveiens Stjerner. Og da vilde vi kun være ankomne til Grændsen af vor snevrere Verden. Hiinsides Melkeveiens yderste Stjerner aabner sig Verdens- rummet øde og tomt i ubegribeligt stor Udstrækning; men i det Fjerne opdage vi mange smaa Stjernegrupper lig den, i hvilken vor Sol har sin Plads; vi kunne alt see dem fra vor Jord, de vise sig tilsyneladende paa Melkeveiens Grændse, men svæve i Virkeligheden fjernt fra denne i Verdensrummets Dyb. Det uvæbnede Øie eller den svage Kikkert viser os dem kun som lysende Pletter paa Himlens mørke Baggrund, men i den mægtige Kikkert opløses de i utallige lysende Punkter og vise sig saaledes som Melkeveiens talrige Stjernehær vilde komme tilsyne, naar vi betragtede denne fra hine fjerne Egne i Verdensrummet. Hvor ubegribeligt fjernt maa ikke disse Stjernetaagers Plads i Verdensrummet være! De ere ofte usynlige for det uvæbnede Øie og have dog en Udstrækning saa stor, at Lyset maaskee behøver Tusinder af Aar for at ile fra een Stjerne til en anden i hver af disse fjerne Stjernegrupper. Men selv om vi efter mangfoldige Aartusinder paa Lysets Vinger vare ankomne til disse Stjernegruppers Regioner, vilde vi dog kun have gjennemilet en forsvindende Deel af Verdens-