Vandringer paa Naturvidenskabens Gebet

rummet! Ligesom Melkeveiens utallige Stjerner ere Dele af en stor Gruppe, der svæver i Verdensrummet i betydelig Afstand fra alle andre Verdenskloder, saaledes danner denne Stjernegruppe i Forbindelse med de talrige Stjernetaager, som Kikkerten formaaer at opløse i enkelte klart skinnende Stjerner, Led i et høiere System; Melkeveien og disse ved ubegribeligt store Afstande adskilte Stjernetaager danne et System af høiere Orden, og Millioner af Aar maatte Lyset anvende for at gjennemløbe Rummet, som denne store Verden indtager. Og dog er denne adskilt ved endnu større Afstande fra en fjernere Deel af Verden, der lig en dybere Stjernehimmel hvælver sig udenom denne! Thi endnu fjernere i Verdensrummets Dyb opdager det væbnede Øie hine lysende Taager, som ingen Kikkert formaaer at opløse i enkelte Stjerner. I mere eller mindre regelmæssige Linier ere disse fjerne Verdener fordeelte paa den natlige Himmel; stærkest fremtræde de fjernt fra Melkeveien og drage fra dens Poler i regelmæssige Forgre- ninger ned imod denne. Næsten kunde det synes, som om Jorden dannede Midtpunktet i denne uendeligt store Verden, som om Melkeveien og de talrige Stjernegrupper slyngede sig om Jorden som Midtpunkt, og de fjerne Taagepletter atter dannede nye Kredse udenom denne; men det er kun et optisk Bedrag, Verdensrummet har intet Midtpunkt, thi det er ube- grændset. Hvor dybt end Øiet svinger sig ud i Verdensrummet, møder det stedse nye Verdener, og de yderste, som Øiet formaaer at opfange, ere de lysende Skyer, der overalt i stærkere eller svagere Grad danne Stjernehimlens mystiske Baggrund. Men hiinsides disse begynde Verdensrummets ukjendte Egne. Maaskee er ingen Lysstraale paa sin ret- linede Flugt igjennem det uendelige Rum endnu naaet til Jorden fra disse fjerne Egne, maaskee Afstanden er større end den, som Lysstraalen formaaer at gjennemile i de Tids-